Furtado fejrer livet

Sangerinden Nelly Furtado fortæller nu, at hun fejrer sit liv, ungdommen og barndommen på det kommende album.

Furtado fejrer livet

Hun har ikke altid været god til det, men nu er sangerinden Nelly Furtado nået til et punkt i sit liv, hvor hun vil fejre livet. Faktisk strutter hendes kommende album af ny forståelse for gamle ting.

Det fortæller Furtado til Ritzau under et interview i Gøteborg, inden hun skal optræde ved MTV World Stage koncerten i den svenske storby.

- Mit album er en fejring af livet. Jeg er nået til et punkt i mit liv, hvor jeg virkeligt fejre mange ting, jeg ellers aldrig havde tænkt på at skrive musik om. Som for eksempel min ungdom, konstaterer sangerinden.

Hun fortæller, at singlen "Big Hoops" fra det nye album er en fejring af sangforestillingerne foran vennerne i kælderen i sangerindens barndomshjem. Furtado elskede at optræde med store runde øreringe i ørerne og lade som om hun var kendt.

Den canadiske sangerinden har generelt ladet sig inspirere af både sin frisindede ungdom og sit erfarne voksenliv. "The Spirit Indestructable", der endnu ikke har en udgivelsesdato, er derfor både fyldt med tunge emner og festmusik.

- Sangen "Parking Lot" handler om, at jeg hænger ud med mine ungdomsvenner og drikker øl. Men "Spirit Indestructable" er en anden salgs sang, hvor man kan danse, men hvor der også er en dybere mening og handling, fortæller popstjernen og fortsætter:

- Albummet er universalt og inspireret af mange seriøse ting, som Det Arabiske Forår. Men jeg har ligesom formået at skrive det ind i en mere poppet og festlig ramme, forklarer Furtado.

Hvis sangerindens drømme går i opfyldende, vil hun i den kommende tid arbejde rigtig meget og samarbejde med mange kunstnere fra forskellige kulturer, blandt andet Indien. Men som hun siger; "Der er så meget og alt for lidt tid!".

- Tiden når at løbe ud, inden jeg får produceret, alt det jeg gerne vil. Så jeg håber, jeg stadig synger, når jeg er 80 år, griner Furtado.

Nelly Furtado optrådte sammen med rapperen B. O. B, den svenske sangerinde Tove Styrke og Melodi Grandprix vinderen Loreen ved MTV World Stage koncert i Gøteborg torsdag aften. Koncerten sendes på tv-kanalen MTV i slutningen af august.

/ritzau/