Løkken

Fusion i nordvestjysk trælast

80 job sikret i Jammerbugten

FJERRITSLEV:A/S Han Herreders Tømmerhandel, der har afdelinger i fire byer med i alt 80 medarbejdere, indgår fra nytår i en solid, nordvestjysk trælastkoncern. Det er Chr. Sørensens Tømmerhandel A/S i Thisted, som har afdelinger i fem byer, der har overtaget aktiemajoriteten i Han Herreders Tømmerhandel. Hovedaktieposten på godt 80 procent er solgt af Egnsbank Han Herreds Fond. Efter Chr. Sørensens overtagelse af Han Herreders Tømmerhandel bliver det samlede medarbejdertal i de ni afdelinger på 210 og omsætningen på 430 mio. kr. Han Herreders Tømmerhandel har hovedsæde i Fjerritslev og afdelinger i Brovst, Hune og Løkken. Chr. Sørensens Tømmerhandel har hovedsæde i Thisted og afdelinger i Løgstør, Hurup, Holstebro og Nykøbing Mors. - Vi lægger vægt på en decentral struktur, så afdelingerne i Han Herred og Sydvestvendsyssel vil fortsat opleve en høj grad af selvstændighed, siger direktør Hans Votborg, Chr. Sørensens Tømmerhandel. Kunderne vil blive betjent af de samme medarbejdere som hidtil, og samtidig vil de opleve et stadig større produktudbud til absolut konkurrencedygtige priser, fordi vi bliver i stand til at købe stort ind og opnå en bedre pris, tilføjer direktøren. Egon Korsbæk, der er bestyrelsesformand i både Egnsbank Han Herreds Fond og A/S Han Herreders Tømmerhandel, understreger, at det i forbindelse med handelen har været vigtigt at finde en køber, som har den nødvendige økonomiske styrke og samtidig vil drive virksomheden videre efter solide, nordjyske værdier som kvalitet og troværdighed. - Med salget til den fondsejede Chr. Sørensens Tømmerhandel opfylder vi dette mål, tilføjer Korsbæk. Han Herreders Tømmerhandel forbliver på nordjyske hænder, og som noget helt grundlæggende for os sikrer vi 80 gode arbejdspladser langs Jammerbugten.