Fusk med renten: Tokyos banker tryner kunderne

De japanske banker snyder millioner af kunder ved at manipulere renterne, lyder anklagen i en ny bog.

Udland 7. februar 2013 02:52 - Opdateret 7. februar 2013 02:54

Fusk med renten: Tokyos banker tryner kunderne

Det er ikke kun i London at smarte finansfolk har manipuleret med de renter, som lån til privatpersoner og virksomheder er baseret på.

De japanske banker har også fusket med den såkaldte interbankrente i flere år, og millioner af kunder er derfor blevet pålagt unødvendige høje renter.

Manipulationen har også vanskeliggjort den japanske centralbanks forsøg på at skabe mere økonomisk vækst i landet. Det skriver Financial Times.

Påstandene om fuskerierne kommer fra en tidligere "stjernehandler" i Tokyos finansverden - Hideto "Eddy" Takata.

Han påstår i en bog, der udkommer denne måned, at bankerne i hemmelighed sørger for at holde interbankrenten "kunstigt høj".

Er påstanden korrekt, kan Japan blive ramt af en skandale magen til den, som de britiske myndigheder har afsløret, og som onsdag udløste en bøde på over tre milliarder kroner til storbanken Royal Bank of Scotland.

Tidligere er Barclays og schweiziske UBS ligeledes blevet idømt store bøder for at medvirke til at manipulere den britiske referencerente Libor, London Interbank Offered Rate, der er retningsgivende for en række andre rentesatser.

Størst var bøden til UBS, der måtte betale næsten 10 milliarder kroner, mens Barclays har betalt knap tre milliarder kroner.

I kølvandet af Libor-skandalen undersøgte de danske myndigheder, om noget tilsvarende var sket herhjemme med den danske referencerente, Cibor.

Det resulterede i en anbefaling fra Vækst- og Erhvervsministeriet om, at reglerne for fastsættelsen af Cibor skulle tydeliggøres.

I Japan har snyderiet ifølge Takedea stået på siden finanskrisen i 2008. Bankerne har i det skjulte manipuleret med renten for at booste deres indtjening fra blandt andet boliglån.

Og hans påstand bekræftes af en anonym kilde fra den japanske finansverden.

- Den (renten) er manipuleret, fastslår kilden over for Financial Times.

Han forklarer det med, at "renterne i Japan er så lave i en global målestok, at bankerne er nødt til det for at tjene penge".

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...