Fyldte chilier uden råhed

Chilierne lever ikke helt op til tidligere tiders kraftpræstationer.

Chilierne lever ikke helt op til tidligere tiders kraftpræstationer.

CD Rock Red Hot Chili Peppers: ”Stadium Arcadium” # # # ¤ ¤ ¤ Funk er vel uden reel konkurrence jordens mest dødssyge musikgenre – det musikalske modsvar til at træde vande i et soppebassin, mens man jonglerer med én bold. Men California-kvartetten Red Hot Chili Peppers gjorde den pluds elig cool, da de med ”Mother’s Milk” (1989) og siden mesterstykket ”Blood Sugar Sex Magic” (1991) blandede rap, hardcore rock og masser af rå vestkyst-attitude i gryden. Desværre lever den nye dobbelt-skive ikke op til tidligere tiders kraftpræstationer, selvom en svulstig titel som ”Stadium Arcadium” og mere end to timers spilletid ellers antyder det. Dertil virker chilipebrene for satte – hvilket vel ikke er så mærkeligt, når de alle nærmer sig midten af 40’erne. Mætheden gør dog de 28 sange til for stor en mundfuld. Red Hot Chili Peppers har skåret kraftigt ned på både rap og råhed og spiller nu nærmest gedigen rockmusik, og med den mere snæversynede musikfilosofi følger kedsomheden. Der er ganske enkelt for meget ligegyldigt fyld, som ikke rigtig rykker – det spolerer scoringschancerne for de gode skæringer, der vitterlig også findes strøet rundt omkring på ”Stadium Arcadium”. ”Torture me” er for eksempel en dejligt målrettet funkrock sag, hvor Fleas bas og John Frusciantes effektpedaler får besøg af en blæsersektion, mens balladen ”Desecration Smile” trods et lidt sukret kor rammer en flot grundtone og powerriffet i ”Turn It Again” glider problemfrit op og ned ad rygsøjlen. Nej, der er ingen tvivl om, at Red Hot Chili Peppers stadig kan deres håndværk – men kant er der sgu ikke meget tilbage af. Havde de gamle drenge bare udvalgt de 12 bedste numre i stedet for at lade overflødighedshornet flyde over … Rasmus Hougaard kultur@nordjyske.dk @Brød.8.note-u-indryk:[ Red Hot Chili Peppers: ”Stadium Arcadium”. Warner.