Fyldte gader og masser af musik

Natten bød på oplevelser for enhver smag til store og små

HJØRRING:Parkeringspladserne var fyldt med biler, gaderne var fyldt med folk og stemingen var fyldt med glæde. Fredagens Kulturnat havde trukket masser af glade folk til, som var inde for at få en oplevelse med dans, musik, udstillinger, teater, fortælling, sport, gode tilbud fra de handlende og meget meget mere. Der var børn, voksne og gamle, og der var aktiviteter, der henvendte sig til enhver aldersgruppe. Mona Jensen havde fem børn med ind til byen og de nød det i fulde drag. Otte-årige Veronica var meget optaget af en kæmpe rød ko, der stod på Vendelbopladsen. Den kunne man få lov til at malke, og det gjorde Veronica med stor koncentration. - Jeg synes det er sjovt at malke. Jeg fik et helt glas. Det er anden gang, jeg er her i dag, fortalte hun bagefter. Mona Jensen så til imens. - Det er hyggeligt og sjovt at være til Kulturnat. Vi er tilflyttere fra København og har boet her i fem et halvt år, fortalte hun og kikkede videre på Veronica og koen. Musik var der også meget af. Et Sørøverband underholdt på Cityscenen til børnenes store fornøjelse, der var sambaoptog med Poco Loco, Stjerner for en Aften spillede på P. Nørkjærs Plads og også i Jernbanegade var der forskellig musik. På Vendsyssel Historiske Museum var der folkedans til harmonikamusik, så der var noget til ethvert øre. Årets Bedste Far blev kåret på Cityscenen, og det var en stor overraskelse for vinderen Jens Svendsen, som udover æren modtog en gaveregn fra byens handlende. - Jeg troede bare, vi skulle ned og have en pølse, sagde han bagefter med et særdeles bredt smil på. Det var sønnen Victor, der havde skrevet et sødt brev i hånden, hvor han blandt andet fremhævede, at det var dejligt, at hans far spillede stangtennis, minigolf og fodbold med ham. Det så ellers noget nedslående ud med vejret hen under aften, hvor regnen skyllede ned over Hjørring, men fra ved halv seks tiden klarede det op og blev rigtigt dejligt vejr lige til det tidspunkt, hvor Kulturnatten gik i gang.