Fyldte gader ved Jul By Night

Hygge og underholdning i Fjerritslev fredag aften

EMNER 12. december 2004 05:00

FJERRITSLEV: Der var masser af gode tilbud, og som formand for Handelsstandsforeningen Mogens Elgaard udtrykker det, så var der ekstremt mange mennesker på gaderne til Fjerritslev Handelsstandsforenings Jul By Night fredag aften. Lidt køligt var det, men folk var klædt på til lejligheden og hyggede sig inden- eller udendørs med snak om hvor vidt man var nået i juleforberedelserne. Et lyspunkt for mange var, at der da stadig var 14 dage til den store aften, som det hele drejede sig om. Bokseklubben Orions Cheerleaders havde klædt sig fornuftigt på, da de dansede på Krotorvet, og i gårdhaven hos Asbjørn i Kræmmerhuset var Amalie Hæstrup da også i dynejakke, da hun et par gange i løbet af aftenen lod sin klare stemme lyde med numre fra sin nye jule-cd. Stor var tilstrømningen både af børn og voksne, da personalet i Superbrugsen var kravlet på taget og sparkede julen ind ved at skyde 200 bolde ud over folkemængden. Enkelte var ved at miste både hat og briller i kampen om at få fat i en bold med påklistret værdibevis. Fra flere handlende udtrykkes der tilfredshed med aftenen, og nogle melder om særdeles god handel. Eksempelvis hos Matas var der stor interesse for dufte og andre produkter. Og hos Fjerritslev Bøger og Papir var der efterspørgsel på bøger om Fogh, Uffe, Et kongeligt bryllup, samt bøgerne om Mærsk og B S. Christiansen, der regnes for at blive årets best sellere. Aftenen sluttede med, at Asbjørn Jespersen, Kræmmerhuset, illuminerede byende ved at demonstrere afbrænding af et bredt udsnit af sit fyrværkerisortiment på parkeringspladsen ved Fjerritslev Skole.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...