Svendborg

Fynsk fight er ikke FCN's livret

To bundhold har nu holdt det nordjyske tophold i kort snor

SVENDBORG FC NORDJYLLAND 0-0 FODBOLD, 2. DIVISION SVENDBORG: Fynske bundhold på udebane er åbenbart ikke topholdet FC Nordjyllands livret. Når sæsonen er ovre, er såvel Korup som Svendborg formentlig ikke divisionsklubber længere, mens FC Nordjylland er rykket op i 1. division. Men trods 20 sejre i nu 23 kampe, så har FCN tidligere på sæsonen sat point til i Korup ved at spille 1-1, og i går kunne de ellers så målfarlige nordjyder ikke finde vej til netmaskerne på Høje Bøge stadion i Svendborg, og så blev det til en nul-løsning. - Vi spillede en skidt kamp, erkender træner Flemming Nielsen. Vi blev måske lullet lidt i søvn, for i den første halve time havde vi konstant bolden, så vi troede bare, det var et spørgsmål om, hvornår vi fik hul på bylden. - Men de kæmpede godt, Svendborg, spillede bare med een mand fremme, og i anden halvleg kunne de også have afgjort kampen på en friløber, men vores målmand, Brian Ulstrup, klarede flot. Der var ellers utrolig fine spilleforhold i Svendborg. Såvel bane som vejr var i top, men et kompakt, fynsk hold levnede ikke FCN mange muligheder for at score. Gæsterne fik ikke Ulrik Kvist med på grund af en muskelskade, så hurtige Simon Josefsen var rykket ned på midtbanen, og Ziad Saliba blev makker i front med Glenn Gundersen. Men alle anstrengelser løb ud i sandet for nordjyderne, selv om man satsede mere offensivt i anden halvleg og gik over til at spille 3-4-3, så Flemming Nielsen måtte konstatere: - Vi spillede en skidt kamp. Den skal vi bare glemme, og så glæde os over, at den alligevel gav et point. Og så skal vi videre .... Kampfakta: FCN (4-4-2): Brian Ulstrup - Kasper Svendsen, Kristian Jensen, Michael Strandquist, Per Gade (57. minut Jan Hansen) - Jakob Berger, Phong Dao, Daniel Kristensen, Simon Josefsen - Ziad Saliba 70. minut Lars Mynderup), Glenn Gundersen. Advarsler: Kristian Jensen og Jan Hansen, FCN. Tilskuere: 316