Fynsk it-virksomhed får Brovst-afdeling

Heidi Sejlund
IT/ledelsesstrateg Johnny Madsen fra Nanok Consulting er spændt på at afprøve det nordjyske marked. Foto: Per Kolind
Frederikshavn 1. marts 2007 05:00

BROVST: Den 1. marts åbner virksomheden Nanok Consulting en afdeling på Blushøjvej i Brovst. Den fem år gamle virksomhed, der hidtil har haft sit hovedsæde i Otterup på Fyn som eneste afdeling, føler sig nu klar til at indtage det nordjyske marked. - Vi føler, det er tid til at lave en ny afdeling. Vi har kigget på, hvor i landet vi kan bidrage med noget nyt. Vi valgte Nordjylland både fordi, vi mener, vi kan gøre en forskel her, men også fordi der ikke er så mange at konkurrere med, fortæller Johnny Madsen, der er IT/ledelsesstrateg i Nanok Consulting. Virksomheden, der blandt andet tilbyder rådgivning og coaching omkring IT til små og mellemstore virksomheder, har valgt at lægge deres nye afdeling i Brovst. Det har de gjort, fordi det ligger centralt i forhold til kunder i Nordjylland og Himmerland. - Det er vores mål at kunne nå ud til vores kunder på under to timer, hvis de har brug for os, og i den forbindelse ligger Brovst geografisk godt placeret, fortæller Johnny Madsen, der selv ejer og bor i den ejendom, hvor Brovst-afdelingen skal være. Måske nye jobs Nanok Consulting har på nuværende tidspunkt ti medarbejdere, hvoraf de syv sidder på Fyn. De sidste tre skal være tilknyttet Brovst-afdelingen. Og hvis afdelingen i Brovst bliver en succes, er der måske udsigt til nye arbejdspladser. - Vi regner med at udvide, når der er opgaver nok. Vi vil vokse i forhold til opgaverne, fortæller Johnny Madsen og tilføjer, at når og hvis de skal have flere medarbejdere i Brovst, vil de helst ansætte nogen fra lokalsamfundet for derved at bidrage lidt til lokalområdet. Fremtidsplaner Nanok Consulting har planer om flere afdelinger i de kommende år. Når afdelingen i Brovst er kommet op at køre, er det meningen, at virksomheden i løbet af 2008 eller 2009 vil åbne en afdeling i Midtjylland. - Som sagt, vil vi gerne kunne nå ud til vores kunder indenfor to timer, og derfor skal afdelingerne være placeret, så vi kan nå flest muligt indenfor den tidsramme, fortæller IT/ledelsesstrateg Johnny Madsen. Hvis afdelingen i Brovst bliver en succes, har virksomheden tanker om at lægge endnu en afdeling i det nordjyske. Den skal i følge Johnny Madsen ligge lidt længere nord på omkring Frederikshavn.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...