Fynske borgmestre skal til møde med sundhedsministeren

Uden at kende dagsordenen skal flere fynske borgmestre tirsdag eftermiddag til møde med Magnus Heunicke (S).

KØBENHAVN:En række fynske borgmestre er tirsdag tidlig eftermiddag indkaldt til møde med sundhedsminister Magnus Heunicke (S).

Det skriver TV2 Fyn.

Der er tale om borgmestre fra Assens, Nyborg, Nordfyn og Faaborg-Midtfyn. De ved forud for mødet ikke, hvad det kommer til at handle om, skriver mediet.

- Vi går ud fra, at vi får en national opdatering på, hvad der skal ske de kommende dage og uger, siger Kenneth Muhs (V), borgmester i Nyborg, til TV2 Fyn.

Også borgmesteren fra Langelands Kommune er indkaldt til mødet.

- Jeg er helt med på, at vi er nødt til at gribe ind, så det ikke løber os af hænde.

- Vi vil omgående gøre det, som ministeriet finder er nødvendigt og rette ind efter det, siger Tonni Hansen (SF), borgmester i Langelands Kommune, til TV2 Fyn.

Indkaldelsen kommer på et tidspunkt, hvor flere eksperter og politikere taler for yderligere restriktioner for at dæmme op for stigende smitte rundt i landet.

I forvejen er der indført yderligere restriktioner i 69 af landets 98 kommuner. De betyder blandt andet, at restauranter og museer skal holde lukket.

Ud af de 69 kommuner er Odense og Middelfart lige nu de eneste kommuner fra Fyn, som er underlagt de særlige restriktioner.

Restriktionerne i de 69 kommuner står lige nu til at vare frem til og med 3. januar næste år.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.