Fynske rigmænd køber ejeren ud af Jensens Bøfhus

Efter flere år med store underskud er Jensens Bøfhus' grundlægger ude af koncernen.

Ritzau
Restaurant Jensens Bøfhus på Vesterbrogade i København. Den danske bøfkæde får nye ejere. Foto: Mads Claus Rasmussen/arkiv/Ritzau Scanpix
Erhverv 1. oktober 2018 20:52

En gruppe rige fynske erhvervsfolk har overtaget Jensens Bøfhus og alle tilhørende selskaber.

Den hidtidige ejer, Palle Skov Jensen, er nu helt ude af koncernen, og han forlader bestyrelsen i forbindelse med overtagelsen. Det skriver avisen Danmark.

Jensens Bøfhus har været nødlidende i flere år med store underskud, der har ædt egenkapitalen op.

Men med nye ejere, ny kapitalstruktur og aftaler om finansieringen fremover går kæden en lys fremtid i møde.

Det vurderer formanden for bestyrelsen, Torben Frigaard Rasmussen, der dog ikke selv er med i ejerkredsen.

De fynske erhvervsfolk kom til for et år siden og ydede lån og vejledning, og de er godt i gang med at gøre bøfkæden til en rentabel forretning.

Ifølge avisen Danmarks oplysninger skydes der nu frisk kapital på 25 millioner kroner ind ud over det lån på cirka 40 millioner, der blev ydet for et år siden.

Via opslag i diverse databaser kan de nye ejere identificeres til at være:

Hans Bøgh-Sørensen, Enrico Krog Iversen, Steen Haustrup, Jørn Bonnesen, Torben Østergaard Nielsen, Georg Gundersen, Rene Søgaard Larsen og Jørgen Lindegaard Hjort, der deler sin part med Ole Pape Jensen.

Da Jensens Bøfhus-koncernen har slæbt rundt på en stor gæld, er overtagelse af gæld og nye aftaler med kreditorerne en væsentlig del af de aftaler, der ligger bag overtagelsen.

- Med den nye konsolidering og omstrukturering af ejer- og kapitalstruktur får vi ro på bagsmækken, siger Torben Frigaard Rasmussen til avisen.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...