- Fyr ingeniørfirma og spar på anlæg og kultur

Hobro 5. september 2002 08:00

BUDGET: Borgmester Jørgen Pontoppidan mener ikke, der skal være hellige køer i forbindelse med at Hobro Kommune skal spare 35 mio. kr. for at få indtægter og udgifter til at mødes. Det mener jeg heller ikke, og man kunne starte med at fyre det ingeniørfirma, som spinder guld på at ændre vejnettet og lave fartdæmpende foranstaltninger i Hobro by. Jeg kan efterhånden ikke mindes et projekt, som ikke er blevet ændret efter en offentlig debat - eller langt værre efter at man har brugt en masse penge på at lave det. Senest har vi set det på Randersvej og Møllebakken, hvor man efter protester fra de berørte borgere sætter ingeniørfirmaet til at udarbejdet et nyt projekt. Man skulle tro, vi er forsøgskommune. Borgmesteren snakker om en kommune i udvikling. Den sætter man i stå, når man først begynder at spare på vore børn. Det får man ingen tilflyttere eller arbejdspladser af. Det er positivt, at man har en anlægsplan, hvoraf 14 mio. kr. skal bruges på skolerne, men hvad med undervisningen i dagligdagen? Børnehaverne skal spare tre procent, der grønthøstes. Kunne det ikke tænkes, at de vedvarende besparelser her påvirker de sociale udgifter. Jan Hviid (børne- og kulturudvalgsformand, red.) har selv tidligere udtalt til avisen, at tvangsfjernelse af børn er en stor post på de sociale budgetter, så det er vel logik for høns, at yderligere besparelser giver yderligere udgifter andet sted. Jan Hviid har også haft travlt med at få udnævnt Hobro til kulturby. Man kan kun gisne om, hvad det koster. Svend Nielsen (Hobro-listen, red.) vil have bro fra Texaco til landbocentret. Hvem andre end ham ønsker det? Der er to broer lige ved siden af hinanden. Han vil også forbinde byen med et stisystem. Hobro har vist nok ukrudt at bekæmpe, og alene udgiften til anlæggelse kan give myrekryb. Det eneste fornuftige i hans stak af forslag, er flere penge til idrætten, som gør et stort arbejde for de unge. Borgmesteren udelukker ikke fyringer i det offentlige eller nedlæggelse af institutioner for at spare penge. Måske kunne man så forvente, at borgmesteren, der kræver løn både som borgmester og provst, passende donorerer sin borgmesterløn til kommunekassen. Så er det dog kun 34,5 mio. kr., der skal findes besparelser for. Man må vel også gå ud fra, at budgetmiddagen er med i sparerunden. Kære politikere: Fordi vi skal være kulturby, skal det ikke være med en blanco check. Skær ned på udgifterne til kultur og ambitiøse anlægsprojekter, så vi har penge til at både vore børn og ældre kan trives.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...