Fyrede Flextronics-piger på sikker kurs mod ønskejob

Hans Chr. Nielsen
Lise My­rup, her med Ce­ci­lie på seks uger, har fået mas­ser af selv­til­lid, ef­ter at hun har kla­ret HF og nu er ble­vet op­ta­get på sy­ge­ple­je­sko­len i Hjør­ring. FOTO: PER KO­LIND
Skolevæsen 11. oktober 2006 06:00

JAMMERBUGT: Dårlige resultater i folkeskolen har plaget Lise Myrup med lavt selvværd og manglende selvtillid. Men held i uheld har gjort, at hun nu stråler af tilfredshed og tro på sig selv - og er på vej mod sin ønskeuddannelse som sygeplejerske. 33-årige Lise Myrup, Pandrup, var ansat i kvalitetsafdelingen på Flextronics, da fabrikken lukkede for to et halvt år siden og hun pludselig stod uden arbejde. Hun benyttede lejligheden til at hoppe ud på dybt vand og kvalificere sig til en uddannelse som sygeplejerske. Hun fik bevilget 80 ugers uddannelsesorlov med voksenuddannelsesstøtte, så hun på VUC i Aabybro kunne tage de HF-fag, som giver adgang til sygeplejestudiet. - Jeg blev færdig med mine HF-fag i sommer og er nu optaget på sygepjeskolen i Hjørring, siger en glad Lise Myrup, der dog først begynder på skolen til september næste år, fordi der i mellemtiden er kommet familieforøgelse, Cecilie på seks uger. - Jeg er tryghedsnarkoman og havde svært ved at vænne mig til HF-studiet. Jeg troede ikke, jeg kunne klare det. Men nu har jeg set, at jeg kan, og så kan jeg selvfølgelig også klare sygeplejeskolen, fastslår Lise Myrup, der gerne vil være sygeplejerske, fordi hun elsker at have med mennesker at gøre og gerne vil drage omsorg for dem. Uddannelsen varer tre et halvt år, og hun er indstillet på, at det bliver hårdt. Men hun ved også allerede, at det kan lade sig gøre at gennemføre et studium, selv om man er gift og har børn. - Jeg vil anbefale alle, der ikke i første omgang har fået den uddannelse, de gerne ville, til at gå i gang, siger Lise Myrup. - Min mand Kim, der er bilrudemontør, bakker 100 procent op om min uddannelse. Han er god til at tage sig af børnene (Theis på tre år og nyfødte Cecilie). Det er mest mig, der laver mad og gør rent og passer haven, men Kim kan også godt lave mad. De økonomiske forhold under studiet er endnu ikke afklaret. Lise Myrup håber at kunne få aktiveringsydelse svarende til dagpenge (ca. 2500 kr. om ugen efter skat). I modsat fald må hun nøjes med SU, 4852 kr. om måneden før skat. Glad for lærerstudiet 32-årige Malene Precht, Aabybro, mistede også sit job ved lukningen af Flextronics og er nu i gang med den fireårige uddannelse til lærer i Aalborg efter at have taget en fuld HF-eksamen i sommer. - Jeg er den ældste i min klasse, og det er sjovt at gå på lærerseminariet, fortæller en glad Malene Precht. På VUC møder man en masse, der går på skole for at få en fagpakke. På seminariet har vi alle det samme mål, så der er det lettere at snakke med alle. - Jeg vil være lærer, fordi min egen skolegang ikke har været alt for heldig, pointerer Malene Precht. Og der har VUC giver mig blod på tanden. Jeg glæder mig til at formidle det, jeg selv har lært, til andre. Jeg har netop haft praktik i 14 dage, og det er dejligt at få børn til at forstå. For mig er drivkraften at få lært børn det, jeg selv kan. - Matematik lå hos mig gemt et dybt, mørkt sted, da jeg begyndt på VUC. Men takket være en god lærer har jeg nu fået forståelse for det. Og da jeg gerne vil have matematik som linjefag sammen med biologi, historie og fysik/kemi, har jeg nu faget som fjernundervisning på B-niveau på VUC. Malene, der har børnene Frederik på fem og Marie på syv år, glæder sig også over at have fuld opbakning på hjemmefronten. - Vi betragter det her som en investering i vores fremtid. Min mand Arne er lagerforvalter i et transportmaterielfirma i Aalborg og er rigtig god til at hjælpe herhjemme. Han formår at lave alt det, jeg ikke når, når jeg læser. Vil være socialrådgiver 33-årige Ulla Studsgaard fra Saltum begyndte ligesom kollegerne Lise og Malene en HF-uddannelse, da hun blev arbejdsløs på Flextronics. Hendes mål var at blive pædagog. - Jeg blev optaget på pædagoguddannelsen til september, men sprang fra, da jeg ikke kunne blive godkendt til at studere på dagpengesats men kun på SU, og det kan jeg ikke klare med tre børn, siger Ulla Studsgaard, der i mellemtiden er flyttet til Nibe. Med opbakning fra en kæreste, der er flink til at hjælpe på hjemmefronten, er hun nu i stedet gået i gang med de sidste fem fag, så hun kan få en fuld HF-eksamen til sommer. - Så vil jeg søge ind på socialrådgiveruddannelsen, da jeg har hørt, at der er flaskehalsproblemer på dette område, og så håber jeg at kunne læse på dagpengesats.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...