Fyrede kvalitetspiger på vej mod drømmejob

De blev fyret på Flextronics, greb chancen og er nu på 80 ugers betalt uddannelsesorlov

Tre glade piger, fra venstre Lise Myrup,  Malene Zimmer og Ulla Studsgaard, er enige om, at de også vil være kvalitetspiger, når de er færdige med deres ønskeuddannelser.
 FOTO:MICHAELBYGBALLE.

Tre glade piger, fra venstre Lise Myrup, Malene Zimmer og Ulla Studsgaard, er enige om, at de også vil være kvalitetspiger, når de er færdige med deres ønskeuddannelser. FOTO:MICHAELBYGBALLE.

JAMMERBUGT:Lise, Ulla og Malene var ansat i kvalitetsafdelingen på Flextronics, da meddelelsen om virksomhedens lukning for to år siden pludselig slog deres hverdag i stykker. De var glade for jobbet med at tage stikprøver og tjekke, at produkterne var i orden. Men selv om ingen af dem havde regnet med at skulle blive på Flextronics resten af deres tid, var det et hårdt slag at blive fyret. Det var en tid med svære overvejelser om, hvad de så skulle? Svaret fandt de på en stor workshop på virksomheden, hvor en række institutioner skiltede med deres kursus- og uddannelsestilbud. Alle tre besluttede, efter at hjemmefronten var taget med på råd, at begynde på den uddannelse, de hver især havde drømt om men aldrig fået. De fik bevilget 80 ugers uddannelsesorlov med SVU-støtte og er nu så langt med HF-studiet på VUC i Aabybro, at de efter sommerferien kan begynde på deres ønskeuddannelser. Lise Myrup, Pandrup, vil være sygeplejerske, Ulla Studsgaard, Saltum, vil være pædagog, og Malene Zimmer, Aabybro, vil uddanne sig til lærer. Slet ikke så dum endda - Jeg var meget ked af det i starten efter fyringen, for jeg kan ikke gå hjemme, siger Lise Myrup, der begyndte på VUC i august 2004. Jeg var ikke sikker på, at uddannelsesorlov var det rigtige, men det var eneste alternativ. Jeg har altid syntes, der var mange områder, som jeg ikke var særlig klog på. Jeg har altid haft sådan en blokker, at jeg ikke var så klog. Så der har været gode dage og dårlige dage her på skolen, men sådan er det jo alle steder. Men da vi så kom til eksamen, gik det vildt godt. Så godt, at jeg blev helt høj. Og jeg fandt ud af, at jeg slet ikke er så dum, som jeg troede, siger en glad Lise Myrup. - Nogen tager en fuld HF, men det er ikke mit mål. Jeg vil tage de fag, jeg skal bruge for at komme ind som sygeplejerske. I øjeblikket har jeg matematik, biologi, religion og historie, og jeg kommer til at mangle fire fag i at have en fuld HF-eksamen. Efter den gode eksamen har jeg dog fået lyst til at tage alle fag, så jeg kan få huen. I det fag, som jeg syntes, jeg var dårligst til - samfundsfag - fik jeg 11, beretter Lise Myrup. Hendes uddannelsesstøtte slutter i uge 12, og så vil hun søge ind på sygeplejeskole, formentlig i Hjørring. På grund af den forestående fødsel i august venter hun først at begynde den tre et halvt år lange uddannelse til februar næste år. - Jeg er så glad for at være kommet i gang med uddannelsen her, at jeg vil anbefale alle, der har mulighed for det, at gøre det samme, siger Lise Myrup. Jeg er tryghedsnarkoman, men det er dejligt at prøve kræfter med nye udfordringer og blive bedre til dansk, engelsk, samfundsfag og hvad man ellers vælger. Jo flere fag, man tager, jo bedre bliver man stillet. En svær omstilling Ulla Studsgaard begyndte også på VUC i august 2004: - Jeg vil være pædagog, fordi jeg gerne gøre en forskel. Jeg vil gerne arbejde med børn, der har en lille smule vanskeligheder og har brug for støtte i hverdagen. Ulla Studsgaard pointerer, at det kan være svært at omstille sig fra arbejde til skole: - Jeg har brugt det første år på at lære at gå i skole og finde rytmen. Hun søger ind på pædagogstudiet i Aalborg og satser på at begynde den tre et halvt årige uddannelse til september. Tror det er skæbnen Malene Zimmer begyndte på VUC i marts 2004 og er glad for at kunne få rettet op på sin forsømte skolegang: - Jeg har haft en dårlig skolegang, den var bestemt ikke nogen stor succes, siger hun med et smil. Men nu er jeg bidt af det. Og jeg vil være lærer. Ikke fordi jeg skal ud og redde verden, men jeg kan noget, som jeg mener at kunne give videre. Jeg er helt vild efter at hjælpe andre, kommer det begejstret fra den kommende lærer, og det bekræftes straks af de to medstuderende. - Jeg tror, det er skæbnen, at jeg skal være lærer, siger Malene Zimmer. Man får blod på tanden af at gå herude. Her får vi prøvet noget, vi ikke havde mulighed for før. Jeg vil betegne det som en succeshistorie. Og jeg vil tage en fuld HF, så jeg kan få "luen", siger hun med et stort smil på aabybrosk. Hårdere at gå i skole De tre tidligere Flextronics-medarbejdere, der er indstillet på, at de også i deres fremtidige virke vil være kvalitetspiger, er enige om, at det er hårdere at gå i skole end på arbejde. Der skal læses lektier, når man kommer hjem. Og man har dårlig samvittighed, når det kniber med at få læst lektier. Man skal regne med ligeså mange timers hjemmearbejde, som man har skematimer, dvs. 22 timer på skolen og 22 timer hjemme. - Men det er fantastisk givende. Man udvikler sig meget, pointerer Malene. Bare sådan noget som at tage en diskussion, det har jeg aldrig kunnet. Nu kan jeg blive ved, og jeg kan argumentere for mine synspunkter. - Jeg ville ikke undvære de 80 uger. De, der har chancen for at tage uddannelsesorlov, skal gøre det, om ikke andet så for at udvikle sig selv, understreger hun. 9000 kr. om måneden På VUC får de tre studerende SVU - Statens Voksen Uddannelsesstøtte - svarende til den høje understøttelse, ca. 9000 kr. om måneden efter skat. Når de skal i gang med deres erhvervsuddannelser, vil de søge Arbejdsformidlingen om at kunne gennemføre de to første år på dagpenge. Det kan bevilges afhængigt af, hvor stort behov der er for den pågældende uddannelse. Hvis det ikke bevilges, skal de gennemføre hele uddannelsen på SU, 4618 kr. før skat om måneden. Vi bliver skoddet - Jeg synes ind imellem, at vi bliver lidt skoddet, at vi bliver bremset i vores gå på mod og optimisme, siger Ulla Studsgaard. Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen har sagt på Flextronics, at han vil hjælpe. Det er nu, vi har brug for hjælp. Det kræver meget arbejde af os at skulle på Arbejdsformidlingen og overbeviste dem om, hvad det er, vi vil. Det kræver megen energi at komme igennem med det, vi gerne vil. Lise Myrup tilslutter sig kritikken:- 80 ugers uddannelsesorlov er knap to skoleår, og på den tid kan vi ikke få en fuld HF uden at skulle læse ved siden af i fritiden. Det kunne der også godt rettes op på. Malene Zimmer ved af erfaring, at det er hårdt at læse hjemme ved siden af: - Jeg må læse to fag hjemme for at kunne få en fuld HF og så gå op i de to fag - historie og psykologi - som selvstuderende, og det er hårdt, siger hun.