Fyrede Lopetegui håber på spansk VM-succes

Julen Lopetegui, der skal være træner for Real Madrid efter VM, blev onsdag fyret som spansk landstræner.

Julen Lopetegui blev onsdag fyret som træner for det spanske fodboldlandshold, efter han blev præsenteret som ny træner for den spanske klub Real Madrid i den kommende sæson. Foto: Gabriel Bouys/arkiv/Ritzau Scanpix
Fodbold 14. juni 2018 10:54

Den tidligere spanske fodboldlandstræner Julen Lopetegui ønsker Spanien held og lykke under slutrunden, inden han flyver hjem fra Rusland.

Det skriver nyhedsmediet ESPN.

Lopetegui blev onsdag fyret som landstræner af Det Spanske Fodboldforbund, efter at han har takket ja til at overtage trænersædet i Real Madrid efter VM.

- Jeg er meget ked af det, men vi har et fantastisk hold, og jeg håber, at vi vinder VM, siger han ifølge ESPN.

Præsidenten i Det Spanske Fodboldforbund, Luis Rubiales, har fortalt, at forbundet først blev informeret om kontrakten mellem Lopetegui og Real Madrid fem minutter inden pressemeddelelsen blev sendt ud.

- Der er en måde, du skal opføre dig på. Julen har udført stærkt arbejde med holdet, men vi kan ikke acceptere, hvordan han har handlet i denne sag, sagde Luis Rubiales onsdag på et pressemøde.

Lopetegui blev spansk landstræner i 2016 og tabte ikke en eneste kamp i sine to år på posten.

Fyringen af Lopetegui kom, blot to dage inden Spanien spiller sin første kamp til VM. Det sker fredag, hvor holdet møder Portugal i gruppe B.

Spanien er desuden i gruppe med Iran og Marokko og er favorit til at vinde gruppen og blandt favoritterne til at vinde VM-titlen.

Fernando Hierro blev onsdag præsenteret som ny landstræner for Spanien under VM.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...