Fyrede på vej til nye brancher

Danish Crown lukker i Hurup - 150 mister arbejdet

Det er langt fra første gang, at der har været mørke skyer over slagteriet i Hurup. Men i går over middag var afgørelsen om fremtiden definitiv. Danish Crown lukker slagteriet 20. juni. Foto: Peter Mørk
Arbejdspladser 1. april 2008 00:17

Længere tids uvished om fremtiden for Danish Crowns afdeling i Hurup blev i går klokken 13 til en ubehagelig afklaring om fremtiden for de 150 medarbejdere. De fik besked om, at arbejdspladsen lukker 20. juni. Samtidig fik andre 300 ansatte på Danish Crowns slagteri i Skive, der blev ramt af brand sidste sommer, samme besked. Skive leverer råvarer til udbening i Hurup, oplyser Danish Crown, der samtidig tilpasser kapaciteten til færre slagtninger, fordi der ikke længere er en slagtepukkel. - Mange af os har måske haft en fornemmelse af, at noget var på vej. Alligevel var det en bombe, der sprang, da vi alle 150 var samlet til orientering i kantinen klokken 13, siger Birgit Svalgaard, en af arbejdspladsernes 10 kvindelige medarbejdere. Tillidsmand Dan Sørensen fortæller, at mange af de afskedigede har været på slagteriet i rigtig mange år. - 20 og 25 års ansættelse er meget normalt. Det siger samtidig, at mange er i alderen mellem 40 og 60. Danish Crown er indstillet på at tilbyde de afskedigede job i andre afdelinger - eller hjælpe dem over i andre brancher. - Jeg tror, der kommer mange uopfordrede ansøgninger til virksomhederne i Thy, siger Dan Sørensen. Afdelingsformand John Christiansen, NNF Nordvest i Thisted vurderer, at jobbene til de fyrede skal findes i andre brancher. - Nu har det lokale erhvervsliv mulighed for at vise, at deres behov for arbejdskraft også er reelt, siger han. I Hurup er opfattelsen, at de fyrede, de fleste lokale, har gode muligheder for at finde anden beskæftigelse. - Stemningen vil være dårlig i de nærmeste dage, men jeg tror der vil være job til langt de fleste, siger købmand Henrik Nørmølle, Hurup. jens.fogh.andersen@nordjyske.dk

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...