Fyrer alle mand på daghøjskole

Formand frygter for, at kontanthjælpsmodtagere bliver Sorteper

Torben Duelund Jensen.

Torben Duelund Jensen.

Hele personalet på Daghøjskolen i Vegger har fået fyresedlen. Det drejer sig om en håndfuld medarbejdere. Det sker som en konsekvens af, at daghøjskolens bestyrelse ikke ved, om skolen også i fremtiden skal stå for aktivering af kontanthjælpsmodtagere for Vesthimmerlands Kommune. - Vi har ganske enkelt ikke noget andet valg end at give personalet fyresedlen. Der er seks måneder opsigelse, og da vi ikke ved om der er arbejde til personalet efter nytår, så kunne vi ikke gøre andet, siger Torben Duelund Jensen, der er både er medlem af bestyrelsen i daghøjskolen samt byrådsmedlem for SF. Formanden for kommunens beskæftigelsesudvalg, socialdemokraten Søren P. Johansen, ser ikke helt så sort på det. - Jeg kan godt forstå, at daghøjskolen i Vegger ikke finder det særlig sjovt lige nu. Men sagen er altså den, at kommunen sender området i udbud. - Det betyder, at en række aktører, der har udført arbejde for kommunen på området, i løbet snart vil blive bedt om at komme med bud på, hvad de skal have for at klare opgaven for kommunen i fremtiden. - Daghøjskolen i Vegger, som er en gammel samarbejdspartner, bliver da en af dem, som kommer til at afgive bud. - Derfor kan det da sagtens være, at Vegger Daghøjskole også i fremtiden er kommunens samarbejdspartner, siger Søren P. Johansen,. Læs mere I Nordjyske Stiftstidende, torsdag