AALBORG:Godt et halvt år efter at dårlige resultater førte til en fyring som direktør for Sparekassen Hvetbo, har Jens Boelskifte fået nyt job.
Den nye arbejdsgiver hedder Kristensen Properties med hovedkontor i Aalborg.
Her skal Jens Boelskifte stå i spidsen for afdelingen ”Funding & Recovery”.
De engelske ord dækker over at sikre den optimale finansiering af de mange ejendomsselskaber, som Kristensen Properties har under administration.
- Og den udfordring er ikke blevet mindre under finanskrisen, hvor tab og skærpede kapitalkrav i bankerne har gjort det vanskeligt at skaffe finansiering. Her vil min erfaring fra bankverdenen og mit netværk være en styrke, siger Jens Boelskifte.
Ingen kommentarer til exit
Sparekassen Hvetbo - hvor Jens Boelskifte altså var direktør frem til februar i år - er efter flere års store nedskrivninger på svage udlån, især til ejendomssektoren, på vej til at lade sig opsluge af Sparekassen Vendsyssel.
Men Jens Boelskifte har ingen kommentarer til sin fortid i spidsen for Sparekassen Hvetbo i forhold til sit nye job i ejendomssektoren.
- Sparekassen Hvetbo er et afsluttet kapitel i mit liv, siger han.
Er en stor fordel
Direktør Kent Hoeg Sørensen fra Kristensen Properties mener, at Jens Boelskiftes baggrund i Sparekassen Hvetbo er et stort plus for Kristensen Properties.
- Han har jo på sin krop oplevet de senere års turbulens på ejendomsområdet og kender alt til tidens udfordringer med ejendomsfinansiering, siger han.
Hos Kristensen Properties er Jens Boelskifte i øvrigt blevet chef for en person, der ligesom han selv har en baggrund inden for den nordjyske bankverden.
Det drejer sig om Flemming Sørensen, der indtil september 2008 var underdirektør og koncernkreditchef i den krakkede ebh bank.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.