Skolelukninger

Fyret eller flyttet ?

Skæbnedag for lærerne i Hjørring Kommune i forbindelse med syv skolelukninger.

Hvem er inde og hvem er ude? Torsdag får alle Hjørring kommunes lærere besked om deres fremtidige arbejdssted, når antallet af skoler efter sommerferien skrumper fra 27 til 20. - Stemningen har selvfølgelig været trykket her op til, for ingen ved rigtig noget, siger tillidsrepræsentant på Vrå Skole, Gitte Lilholt. Vrå skole er en af de skoler, hvor der ikke umiddelbart er udsigt til store ændringer, men lærerne er alligevel spændte på om der kommer forflyttelser for at få den store kabale til at gå op. Fyringer? Lærerne på samtlige skoler får i løbet af formiddagen og ved middagstid at vide, om de skal flyttes. For enkelte kan der måske blive tale om en fyreseddel. - Det er min vurdering, at ledelsen lever op til deres hensigt om at genplacere stort set alle. Men der er stadig store omvæltninger i vente for de mange lærere, der skal flytte arbejdssted som følge af den nye struktur, siger formand for Lærerkreds Nord, Lars Busk Hansen. Stor gennemstrømning Undervisningschef Martin Østergaard vil ikke på forhånd melde ud, hvordan situationen tegner: - Men man skal huske, at ti procent af lærerne hvert skoleår går fra på grund af alder, sygdom eller barsel. Så der er en stor gennemstrømning, siger Martin Østergaard. Lærerne har på forhånd haft mulighed for at ønske, hvor de helst vil arbejde i fremtiden. Fire har søgt orlov Et andet usikkert element er de nye friskoler. Lærere i kommunens folkeskoler har fået mulighed for at søge orlov for at prøve kræfter med jobbet på en friskole. Men foreløbig er det kun fire lærere der har søgt og fået bevilget orlov, oplyser Martin Østergaard Uanset hvad bliver det en meget stor opgave at få den nye skolestruktur på plads. Nogle steder er det en helt ny kultur, der skal bygges op fra grunden.