Fyret køkkenchef starter madfirma

Lisbeth Gade går fra at være kommunalt ansat til køkkenchef i egen virksomhed - tilbyder at levere mad til ældre borgere

Ældreforhold 1. december 2010 05:00

Lisbeth Gade er en af de kommunale medarbejdere, der har fået en fyreseddel, efter at Jammerbugt Kommune har valgt Det Danske Madhus som leverandør af ældremad. Dermed nedlægges kommunens mad- og måltidsservice, hvor Lisbeth Gade har været assisterende mad- og måltidschef siden kommunesammenlægningen. Alligevel vil Lisbeth Gade fortsat lave mad til ældre borgere. Fra 1. februar næste år bliver det blot som køkkenchef i sin egen, private virksomhed med navnet Gadekøkkenet. Tirsdag blev virksomheden godkendt af socialudvalget i Jammerbugt Kommune som fritvalgsleverandør af mad til ældre borgere, der bor i eget hjem. De får med andre ord et alternativ til maden fra Det Danske Madhus, der er fremstillet i Skive eller Silkeborg. Lisbeth Gade vil lave maden lokalt. Hun har lejet sig ind i Biersted Storkøkken - kommunens køkken på Biersted Plejecenter, der jo ellers skulle lukkes. - Ved virksomhedsoverdragelsen skulle der bruges nogen i Det Danske Madhus. Men jeg var så ikke en af dem, der blev valgt. Så poppede ideen op om at prøve selv. Og jeg blev bare mere og mere varm på ideen, fortæller Lisbeth Gade. Hendes mand har Alstrup Maskinstation ved V. Hjermitslev, og her hjælper hun til med regnskaber, løn, momsafregning og så videre. Så springet ud i en tilværelse som selvstændig er ikke så stort for hende, som det ville være for mange andre. Hun er heller ikke uvant med lange arbejdsdage. - Jeg er sådan en, der tænker fremad. Hvis én dør lukkes, åbnes der en anden. Men jeg har nok alderen, der gør, at jeg selv må åbne en ny dør. Hvis jeg skulle ud at søge arbejde, ville det nok have været et sejt træk, siger Lisbeth Gade. Hun griner lidt af den pudsige situation, hun er kommet i, ved at blive fyret fra kommunen for så at starte et firma, der leverer et alternativ til kommunens madleverandør. Og så endda mad lavet i et køkken, hun lejer af kommunen. I øvrigt er det selvsamme køkken, som hun også arbejdede i gennem cirka 20 år inden kommunesammenlægningen - senest som køkkenchef. Gadekøkkenet tilbyder at levere mad til ældre borgere i hele kommunen. Al mad laves i køkkenet i Biersted og kommer på køl. Det leveres til brugerne tre gange om ugen, og de skal så selv varme det op. Altså sådan som det allerede er i dag i Aabybro og Pandrup.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...