Fyret MAN-chef satser med ny virksomhed i Østervrå

Han var chef, men blev fyret for et år siden, da MAN Diesel & Turbo lukkede. Nu har han åbnet egen virksomhed, hvor han arbejder med effektiviseringer og forbedringer af virksomheder.

Arbejdspladser 1. september 2010 10:22

46-årige Flemming Nørgaard er manden bag Haabendal Management, der har base i Østervrå, men opererer i hele landet. Hans filosofi er løbende forbedringer i øjenhøjde. Han serverer enkle løsninger på dansk. Løsninger, som kan implementeres i virksomheden og fungerer i dagligdagen. Det handler ikke mindst om at frigøre de indre værdier. - Jeg afleverer ikke en rapport på 100 eller 500 sider, når jeg er færdig i virksomheden. Tid er en luksusvare. De chefer, der har tid til at læse så mange sider, har for lidt at lave. Mine løsninger fylder kun én side. Jeg har fokus på, at tingene virker i stedet for, at de skal være flotte og efter bogen, fortæller Flemming Nørgaard. Hans løsninger er baseret på egne erfaringer og indsigt fra lean*-implementering af store og små enheder inden for bl.a. fødevarebranchen samt jern- og plastindustrien. Ud over MAN Diesel & Turbo har han også en fortid som produktionschef og kvalitetsansvarlig i emballagefirmaet Tetra Pak, hvor han var med til at øge produktiviteten med 50 procent. Vendelboen er uddannet maskinmester og merkonom i personaleledelse. Han er desuden Proces Kaizen Engineer i løbende forbedringer.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...