Fyret sognepræst får erstatning

Østre Landsret underkender fyringen af Mette Villads Christensen

Mette Villads Christensens har vundet sagen mod Kirkeministeriet for uberettiget fyring. Arkivfoto: Henrik Louis

Mette Villads Christensens har vundet sagen mod Kirkeministeriet for uberettiget fyring. Arkivfoto: Henrik Louis

RUBJERG:De begrundelser Kirkeministeriet brugte for at at fyre den nu 70-årige Mette Villads Christensen som sognepræst i Rubjerg- Lyngby-Jelstrup pastorat i Vendsyssel i 2009 holdt ikke i retten.

Østre Landsret har mandag afsagt dom i den langvarige sag.

- Dommen er på 90 sider, så det eneste jeg kan sige lige nu er, at landsretten har givet os medhold i, at de paragraffer Mette blev afskediget efter, ikke holder, siger Mette Villads Christensens advokat, Klaus Antonsen.

Millionkrav ikke efterkommet

Han havde på sin klients vegne krævet en erstatning på 1,3 mio. kr., men Østre Landsret tilkender hende kun en erstatning på 100.000 kr.

Desuden skal Kirkeministeriet betale sagens omkostninger på 300.000 kr.

- Mette havde håbet på lidt flere penge, men det afgørende er, at hun har fået rettens ord for, at grundene til hendes fyring ikke holder. Hun er lykkelig for dommen, fortæller Klaus Antonsen.

Dommen sætter punktum for en sag, der startede i 2008, da samarbejdet gik i hårknude mellem præsten på den ene side og kirkesangeren, organisten samt to af de tre menighedsråd på den anden side.

Tilbudt fratrædelse

Kirkesangeren, organisten og 12 menighedsrådsmedlemmer sygemeldte sig, og kort tid efter blev Mette Villads Christensen fritstillet.

Mette Villads Christensen blev allerede i 2007 tilbudt en fratrædelsesordning, som hun dog takkede nej til.

I 2009 fik hun en fyreseddel af Kirkeministeriet, der begrundede fyringen med langvarige uoverensstemmelser mellem Mette Villads Christensen og menigheden i pastoratet.

Siden har hun og hendes advokat, Klaus Antonsen, kæmpet for at få fyringen kendt uberettiget.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.