Lokalpolitik

Fyring ryster politikere

NORDJYLLAND:Regionsformand Ulla Astman (S) kritiseres skarpt for sin håndtering af fyringen af regionsdirektør Poul Bjerregaard. Flere regionspolitikere er utilfredse med, at de overhovedet ikke er blevet orienteret om fyringen og giver udtryk for, at de er rystede over sagsbehandlingen. Regionsdirektøren blev fyret af forretningsudvalget i mandags efter blot syv måneders ansættelse. Den officielle forklaring er, at Poul Bjerregaard stopper efter gensidig aftale med regionen. - Det er ganske uacceptabelt, at vi som politikere skal læse i avisen, at Poul Bjerregaard er blevet fyret og har fået en million kroner med sig, siger regionsrådsmedlem Ole B. Sørensen (V). De menige regionspolitikere har ikke haft opfattelsen af, at der var problemer i samarbejdet med den nye direktør. På regionsrådets møde 24. februar blev det ikke nævnt, at der var noget i gære. - Der må være sket noget drastisk inden for de seneste uger, når man pludselig skrider til en fyring, mener Ole B. Sørensen. - Den fremgangsmåde ser man normalt kun i sager, hvor en medarbejder har taget af kassen eller forgrebet sig på en ansat - derfor sætter det naturligvis unødigt gang i mange spekulationer, når vi ikke orienteres, siger han. Regionsformand Ulla Astman afviser, at hun skulle have inddraget hele regionsrådet. - Jeg betragter det som en personalesag, og den skal ikke diskuteres af regionsrådets 41 medlemmer - det er derfor, vi har et forretningsudvalg, siger Ulla Astman.