Lokalpolitik

Fyringen af Maul skal kulegraves UNDERSØGELSE: Borgmester Jens Lauritzen (V) ønsker kulegravning efter nye spørgsmål i fyringssag

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Der har aldrig hersket tvivl om, hvad forældre og børn på Strandby Skole mener - de vil beholde Kaare Maul.oto: torben hansen

VESTHIMMERLAND:Borgmester Jens Lauritzen (V) fra Vesthimmerlands Kommune erkender nu, at fyringssagen mod skoleleder Kaare Maul fra Strandby Skole måske alligevel ikke er kørt helt efter bogen. - I forhold til de spørgsmål, NORDJYSKE rejser, kan jeg ikke svare uden at vide noget mere om det her forløb. Den ene siger ét, og den anden siger noget andet, og det passer ikke sammen. Nu vil jeg have nogen udefra til at undersøge det her, siger Jens Lauritzen. Kommunernes Landsforening, KL, har som rådgiver for kommunen oplyst, at alt er gået efter bogen, og at der ikke er noget at komme efter i fyringssagen. Men det står fast, at KL ikke kommer til at stå for den nye undersøgelse. - NORDJYSKE beklikker jo også dét, som KL skriver. Nu er vi jo bare nødt til at spørge nogen helt udefra: Hvad er hoved og hale i det her, siger Jens Lauritzen. Undersøgelsen skal afvikles relativt hurtigt. Borgmesteren forestiller sig, at den skal ligge klar ved næste byrådsmøde 31. januar, hvor sagen kommer på, og hvor byrådet skal diskutere et tilbud fra Kaare Maul. Hvis Kaare Maul får sit arbejde tilbage, behøver han hverken undskyldning eller godtgørelse. Derfor er han også villig til skubbe fristen for tilbuddet til efter byrådsmødet. Han hilser i øvrigt undersøgelsen velkommen. Og denne gang håber han at komme til orde. - Måske var det en god ide, at jeg også blev hørt i forbindelse med denne nye, uvildige undersøgelse i modsætning til KL-undersøgelsen, hvor jeg ikke fik lov. Nu er det jo ikke længere en disciplinærsag rettet mod mig - men en undersøgelse, som skal klarlægge forløbet, siger Kaare Maul. Borgmester Jens Lauritzen har endnu ikke oplyst, om Kaare Maul får lov at give sin version i forbindelse med den nye undersøgelse. Med hensyn til Kaare Mauls tilbud om at vende tilbage som leder på Strandby Skole er borgmesteren ikke fuldstændigt afvisende. - Jeg har sagt, at nu må vi se, hvad byrådet siger. Jeg har for så vidt ikke skiftet holdning. Med undersøgelsen kan byrådet få en orientering om, hvordan eksperter ser på det her, og så må vi se, hvad der kommer ud af dét, siger han. De 14 spørgsmål, som har fået borgmesteren til at forlange en kulegravning af sagen, og som vil blive forelagt det firma, som skal lave undersøgelsen, kredser om en række emner, som allerede har været bragt på bane i NORDJYSKE. Her er nogle af dem: Hvordan kan det være, at kommunen skriver i opsigelsen, at den ikke kendte til forholdet mellem Kaare Maul og læreren, før hun sendte sin klage, når det står klart, at hele tre chefer var godt orienteret om forholdet? Med hvilken begrundelse skaffede kommunen et nyt job til den pågældende lærer med meget kort varsel i begyndelsen af august? Og når kommunen nu kendte til affæren - hvad er det så, der er så alvorligt i klagen fra læreren? Her må I gerne pege på nogle konkrete punkter? Så er der også en række spørgsmål om et centralt dokument i sagen. Den mail, som byrådsmedlem Henrik Degn sendte til to chefer i begyndelsen af august, og som blev startskuddet for sagen. Mailen blev slettet og senere rekonstrueret på KL¿s opfordring. Og så har NORDJYSKE også bedt om at få et bud på, hvad sagen alt i alt kommer til at koste Vesthimmerlands Kommune - ikke mindst hvis den ender i retten.