Fyringer efter valglussing

EMNER 8. december 2007 05:00

KØBENHAVN: Valgresultatet var en ordentlig lussing til De Radikale, Enhedslisten og Venstre, som tilsammen gik 16 mandater tilbage. Valgresultater får dog ikke kun politiske konsekvenser. Partierne får nemlig støtte fra staten og Folketinget efter, hvor godt de har klaret sig ved valgene. Derfor er de slagne partier nu i gang med spareplaner. Værst ser det ud hos De Radikale, som mister over tre millioner kroner om året i såkaldt partistøtte - og endnu mere i den støtte, som Folketinget yder partiernes grupper. - Det betyder mærkbare besparelser, siger sekretariatschef Jesper Gronenberg. Han har allerede sagt farvel til syv faste medarbejdere, samt et par vikarer. - Vi har heller ikke penge til store kampagner. Vi må prioritere benhårdt og være mere opfindsomme, fortæller Jesper Gronenberg. Også Enhedslisten må vinke farvel til tilskud i millionstørrelsen. Indtil videre har partiet fyret både en fuldtids- og en deltidsansat. - Men det er formodentlig ikke nok. Det er alvorligt, siger økonomi-ansvarlig Thomas Eisler. Enhedslistens økonomi er i forvejen stram med en egenkapital i minus. Venstre har endnu ikke truffet nogen afgørelse på, hvad der skal ske oven tilbagegangen - ud over, at det færre antal folketingsmedlemmer nedsætter behovet for sekretærer. I SF er situationen lige modsat. De offentlige tilskud løber fremover op i cirka 25 millioner kroner om året - mere end en fordobling. For første gang kan Ny Alliance se frem til den offentlige støtte - over 7,5 millioner kroner om året.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...