Fyringer giver minus i dagplejen
Trods et underskud på 9,4 millioner kroner vil dagtilbudschefen ikke kritisere den økonomiske styring
Dagplejen i Frederikshavn Kommune har underskud. Når kommunens regnskab for 2011 er klar, vil det formentlig vise, at der er et samlet underskud i dagplejen på 9,4 millioner kroner. Derfor havde politikerne i børne- og ungdomsudvalget da også nemt ved at sige ja til en uvildig undersøgelse af forholdene i dagplejen. Også selvom en sådan analyse vil koste 150.000 kroner. Dagtilbudschef Lars Falk Hoffmann ser frem til analysen, men understreger at der ikke er tale om at kritisere dagplejen for dårlig styring af økonomien. - Dagplejen er buffer i pasningssystemet, og i nogle perioder har vi haft flere dagplejepladser, end der var brug for, forklarer Lars Falk Hoffmann. Dyre afskedigelser - På grund af det faldende børnetal har kommunen været nødt til at afskedige dagplejere, og det er omkostningstungt. Dagplejerne skal for eksempel have fratrædelsesgodtgørelse og feriepenge, og det belaster budgettet. Det samme gør en ny overenskomst fra 2010, supplerer dagtilbudschefen. - Desuden oplever vi, at forældre ikke vil have deres børn ind hos dagplejere, som de ved skal stoppe. Så står vi med tomme pladser. Fremover ønsker kommunen, at vuggestuer skal være buffer i pasningen. Så skal alle pladser i dagplejen være fyldt op, mens der i kortere perioder kan være ledige pladser i en institution. I følge Lars Falk Hoffmann har børne- og ungdomsudvalget besluttet, at der skal oprettes 130 vuggestuepladser i Sæby, Frederikshavn og Skagen i løbet af de kommende fire år. - I de tre store byer går vi efter 60 procent dagplejepladser og 40 procent vuggestuepladser. Desuden skal vi i dialog med byer i oplandet, om der andre steder skal indrettes vuggestuepladser, forklarer Lars Falk Hoffmann. Bekymring I forbindelse med budget 2012 har kommunen måttet spare to medarbejdere i dagplejen og pladsanvisningen. Det har gjort Birthe Marie Pilgaard (S) bekymret. Hun har dog ikke fået børne- og ungdomsudvalgets opbakning til at rulle besparelserne tilbage. - Jeg er stærkt bekymret for den forebyggende indsats, som vi er enige om er så vigtig - også hos helt små børn, siger Birthe Marie Pilgaard. Hun siger, at personalet i dagplejen og pladsanvisning i de senere år er blevet beskåret med 21 procent. - Hver eneste af de pædagoger, der fører tilsyn med dagplejerne, har nu ansvaret for 30 dagplejere og 150 børn. Det er alt for mange i en tid, hvor der er stigende behov for støtte til børn, deres familier og dagplejerne, understreger Birthe Marie Pilgaard.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.