Fyringer og uro i Bank Trelleborg

SLAGELSE:Da Sydbank forleden overtog den nødlidende Bank Trelleborg for 250 millioner kroner, blev det startskuddet til afskedigelser i den sjællandske bank. Det sker samtidig med, at kritikken hagler ned over den tidligere ledelse for at have solgt for billigt og at have ført aktionærerne bag lyset. - På lidt længere sigt er det klart, at den centrale økonomifunktion vil blive samlet her hos Sydbank, hvilket vil koste job i Slagelse. Hvor mange ved jeg ikke endnu. Desuden vil vi lukke filialen i København samt filialerne i Århus og Odense. Vi overvejer også at lukke i Hillerød, siger Sydbanks direktør, Carsten Andersen, til Sjællandske Medier. Det kommer samtidig med kritik fra Sparekassen Sjælland, der mener, at Bank Trelleborg er blevet solgt alt for billigt. - Vi havde fornemmet, at der var visse problemer i Bank Trelleborg, men vi ville sagtens kunne have magtet opgaven, hvis prisen havde været firedobbelt. Det er skuffende, at Bank Trelleborg ikke har henvendt sig til os her i slutfasen. Hvis bestyrelsen havde henvendt sig til os, ville vi have smidt alt, hvad vi har i hænderne, siger Sparekassen Sjællands direktør, Flemming Hansen, til Berlingske Tidende. Blandt aktionærerne er der også frustrationer over det billige frasalg. Mandag morgen fik de et krav om tvangsindløsning til kurs 59,3, og mange har angiveligt købt aktier til kurs 430 på varme anbefalinger fra bankens sælgere i efteråret 2007. Kontorchef i Finanstilsynet Anette Bjåland Andersen opfordrer aktionærerne til at gå til Pengeinstitutankenævnet. - Hvis der har været tale om systematisk adfærd, hvor en bankdirektør opfordrer rådgiverne til at sælge egne aktier, så er det stærkt angribeligt, siger Anette Bjåland Andersen. /ritzau/