Fyringer på Flextronics gør ondt i Aabybro

Nødvendigt at sætte flere penge af til kontanthjælp

AABYBRO:Afskedigelsen af knapt 500 medarbejdere hos Flextronics i Pandrup sidste måned gør også ondt i Aabybro Kommune. En hel del har mistet deres job, og 18 af disse er nødt til at få kontanthjælp, da de ikke har været i arbejde længe nok til at optjene ret til at få penge fra A-kassen. Det kommer også til at spille ind på kommunens økonomiske situation og på budget 2004, hvor der skal spares mere, end der var lagt op til for bare et par dage side. - Det vil koste os én million kroner ekstra i kontanthjælp, at de 18 personer er blevet fyret i forbindelse med den store afskedigelsesrunde på Flextronics, siger borgmester Ole Lykkegaard Andersen (V). - Samtidig skal vi forvente yderligere udgifter på området til sygedagpenge og førtidspensioner. Det viser den granskning af regeringsaftalen, som vi har foretaget, siger borgmesteren. Derfor lægges der op til yderligere besparelser i budget 2004, men det helt nøjagtige beløb kendes endnu ikke. - I forbindelse med opfølgning på arbejdsmarkedsudgifterne i budget 2003 i august finder vi frem til det nøjagtige beløb på den ekstra besparelse, siger Ole Lykkegaard Andersen. Som omtalt i NORDJYSKE onsdag lagde det korrigerede basisbudget for 2004, hvor dette års serviceniveau fremskrives til år 2004-tal, op til en mindre besparelse på driftsudgifterne og en mindre opstramning af økonomien. Den gang viste basisbudget 2004 et driftsunderskud på 300.000 kroner med et anlægsbudget på 14 millioner kroner, men det var uden, at der var sat penge af til styrkelse af kassebeholdningen eller til uforudsete udgifter. Og nu skal der så spares minimum ekstra 1,5 millioner kroner på næste års drift og dermed serviceniveau.