Fyrværkeriekspert: Så farlige er krysantemumbomber
Hold jer langt væk fra det ulovlige krudt, som sidste år kostede tre mænd livet, lyder opfordringen
NORDJYLLAND: Et nyt år skydes snart ind. Det skal traditionen tro fejres med et brag af en nytårsfest, og ingen nytårsfest uden fyrværkeri.
Tirsdag åbnede butikker i hele landet for salg af fyrværkeri, og flere nordjyder var derfor taget på indkøb for at få raketter, heksehyl og stjernekastere i hus.
Det er dog ikke kun i de fysiske butikker, der bliver handlet med fyrværkeri. Særligt den ulovlige slags som kanonslag og krysantemumbomber sælges i stor stil på nettet.
Springer på et splitsekund
Blandt andet Facebook er blevet en regulær sortbørs for det ulovlige og ikke mindst farlige krudt. Og det vækker bekymring hos Martin Sørensen, der er direktør hos Aalborg Fyrværkerifabrik.
- Der er ikke en brugsanvisning på det ulovlige krudt, der florerer på nettet og de sociale medier, og folk ved ikke, hvordan de skal håndtere det korrekt, siger direktøren.
Han understreger farligheden af især krysantemumbomber.
- Det er en løs bombe og antændingstiden er en hundrededel af et sekund. Den springer med det samme og kan derfor være livsfarlige i de forkerte hænder, siger han.
Voldsomme bomber bag dødsulykker
Det var netop krysantemumbomber - også kaldet luftbomber - der blev anvendt i forbindelse med fyrværkeriulykkerne i Nordjylland sidste år, hvor tre nordjyske mænd mistede livet, og yderligere to blev alvorligt kvæstede.
En 30-årig mand er nu tiltalt for uagtsomt manddrab i forbindelse med dødsulykkerne for at have solgt de livsfarlige bomber.
I følge anklageskriftet blev der i begge tilfælde brugt seks og otte tommers luftbomber. Derfor undrer det ikke direktøren på Aalborg Fyrværkerifabrik, at det gik så grueligt galt for de tre mænd nytårsaften.
- Det er en meget kraftig bombe. En otte tommer krysantemumbombe er den højeste tilladte type for professionelle fyrværkere, og det er derfor dømt til at gå galt, når almindelige mennesker affyrer så voldsom en bombe, siger Martin Sørensen.
Han opfordrer derfor - ligesom politiet - forbrugerne til at holde sig til de lovlige salgssteder, når der skal købes ind til det store nytårsbrag.
Ifølge fyrværkeriloven er det kun lovligt at købe fyrværkeri fra 15. til 31. december, og krudtet må skydes af fra 27. december til og med 1. januar.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.