Fyrværkerifabrik sender 47-årig i fængsel

En mand er fængslet i foreløbig ni dage efter afsløringen af fyrværkerifabrik. Politi advarer mod kanonslag.

Fyrværkerifabrik sender 47-årig i fængsel

Retten i Hillerød besluttede onsdag eftermiddag, at en 47-årig mand skal sidde i varetægtsfængsel i foreløbig ni dage efter fundet af en ulovlig fyrværkerifabrik i Ølstykke i Nordsjælland.

Politiet fik en anmeldelse om, at nogen havde set ulovligt fyrværkeri i lokalerne, der ligger på Havremarken i et industriområde i Ølstykke, og politiet fik hjælp af forsvarets bomberyddere til at tømme lageret.

- Vi har fundet adskille tusinde meget store kanonslag, siger vagtchef Palle Jørgensen, Nordsjællands Politi, til Ritzau.

Den 47-årige mand fra Roskilde er lejer af fyrværkerifabrikkens lokaler. Han er sigtet for overtrædelse af fyrværkeriloven og for at udsætte andres liv for fare.

Onsdag advarer Nordsjællands Politi eventuelle købere af fyrværkeri fra den ulovlige fabrik og opfordrer dem til at aflevere det til politiet - selvom de risikerer en bøde.

- Vi advarer mulige købere af disse kanonslag, fordi vi vurderer, at de anses for at være farlige, siger Henrik Suhr, der er talsmand for Nordsjællands Politi.

- De skal afleveres til os eller et andet sikkert sted, så man ikke kommer til skade, fortæller han.

Købere af kanonslag kan dog risikere en bøde, hvis de afleverer skytset på politistationen.

- Vi kan ikke udelukke, at man får en bøde, hvis man afleverer et kanonslag, da vi ikke har mandat til at udstede frit lejde. Men vi vil selvfølgelig se på det med milde øjne, hvis man kommer og afleverer, fortæller Henrik Suhr.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.