Fyrværkerilager vil ikke flytte

Virksomhed har brug for mere plads, fordi butikker ikke længere må have varelager

Miljø 16. september 2006 06:00

RESTRUP ENGE: Det er primært den nye skrappere lovgivning, som gør, at LCH Import på Nørholmsvej gerne vil udvide. Det understreger direktør Lars Hansen. Han har i forvejen godkendelse til at håndtere og opbevare 200 tons fyrværkeri på adressen, men da butikkerne ikke længere må have ret meget på lager, vil han gerne udvide til 500 tons. - På en skala fra et til ti er det her vel ni-en-halv, hvis jeg skal beskrive, hvor vigtigt det er for os, siger han. For LCH er det også et spørgsmål om arbejdspladser. Men får lagret ikke den ønskede godkendelse, fortsætter man bare som hidtil. - Der bliver ikke tale om at lukke eller flytte, understreger Lars Hansen. - Vi har jo allerede en miljøgodkendelse, og får vi ikke lov at udvide, fortsætter vi bare som hidtil, forklarer han. Undrer sig Lars Hansen er i øjeblikket ved at forberede sit svar på de indsigelser myndighederne har modtaget fra naboerne. Og han undrer sig lidt over borgergruppens holdning. - I princippet er det ikke udvidelsen, men derimod placeringen, de klager over, siger han. - Og vi flytter jo det hele længere væk fra vejen. Så jeg forstår ikke rigtigt, hvad de er bange for, fortsætter han. LCH Import har - siden ulykken i Seest - været genstand for en del opmærksomhed. Men virksomheden fremstiller ikke selv fyrværkeri. Den opbevarer og afprøver det bare. - Efter den ny lovgivning er der sket en vis ophobning, indrømmer Lars Hansen. - Men det hænger blandt andet sammen med, at butikkerne højst må have 12,5 kg på lager ad gangen. Og det giver selvfølgelig en del trafik, når vi skal ud og fylde op på hylderne, forklarer han. Men beboernes frygt for trafiksikkerheden og en større belastning af tung trafik er alligevel ubegrundet, mener han. - Vi kører allerede i dag efter mælkemands-princippet, hvor den samme bil betjener flere forskellige butikker på sin rute, fortæller Lars Hansen. - Og det betyder, at der højst vil være en 20-30 lastbiler i døgnet i alt, fortsætter han. Ifølge Lars Hansen svarer det til almindelig rutebilstrafik - for eksempel i det område, hvor han selv bor. - Så jeg synes ikke, man kan tale om en kæmpe forøgelse af trafikmængden. Lastbilerne kører primært ad motorvejen og Ny Nibevej, så belastningen i Hasseris og Under Lien er minimal, tilføjer han. Kræver redegørelse Som reglerne er i dag, kræves der en VVM-redegørelse, før LCH får lov at udvide. Og det er blandt andet i den forbindelse, at myndighederne har hørt de nærmeste naboer. - Men de er jo ikke alene om at komme med indsigelse, siger Lars Schou Hansen. - Folk i Hasseris og Frejlev mener også, at deres ejendomme forringes. Men det hænger jo snarere sammen med den generelle frygt efter ulykken i Seest. Og hvis de har det sådan, forstår jeg ikke, at de ikke har været på banen tidligere, pointerer han. Lars Hansen mener selv, at det ikke er farligere at bo ved siden af virksomheden end i en lejlighed på 4. sal. - Evakueringsforholdene her er langt bedre. Og det er formentlig også derfor, at man normalt foretrækker at placere den form for virksomheder på landet, fremhæver han. - Flytter vi til et industrikvarter, skal vi også tage hensyn til forholdene på andre virksomheder. Og jeg vil i hvert fald ikke være med til at lægge hindringer i vejen for den fremtidige erhvervsudvikling, tilføjer han.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...