Fysioterapi på hesteryg

Hornum 22. september 2002 08:00

HORNUM: Heste er formidable fysioterapeuter og ridefysioterapi bliver allerede tilbudt til handicappede flere steder i landet. Hidtil er tilbuddet gået udenom Vesthimmerland, men fra oktober vil amtet tilbyde ridefysioterapi til landsdelens handicappede i Hornum Rideklubs to haller. - Ridning er en fantastisk hjælp til genoptræning for hestes og menneskers bevægelsesmønstre er det samme, forklarer Bettina Karlsen. Hun har årelang erfaring med almindeligt fysioterapeutarbejde på klinik, men de seneste tre år har hun arbejdet som ridefysioterapeut. - Der er et stort behov. Mange handicappede kan ikke deltage i sport. Derfor oplever mange af dem ridefysioterapien som at deltage i en sportsgren. Men først og fremmest har ridefysioterapien positiv fysisk effekt for en lang række handicappede. Fra sceleroseramte til parkinsonspatienter, gigtsyge, og folk der har været ramt af en hjerneblødning. - Ridning kan eksempelvis få handicappede med spastiske lammelser til at slappe af i musklerne. Det har effekt på konditionen, motorik og koordinationsevnerne, pointerer Bettina Karlsen. Hun får hjælp til indsatsen af samleveren Søren Frederiksen, der er uddannet handicapridelærer. I første omgang har Nordjyllands Amt bevilget penge til fem ridetimer om ugen. Det giver plads til 25 handicappede fordelt på fem hold. Bettina Karlsen spår allerede nu, at det langtfra dækker behovet. - Jeg er overbevist om, at vi meget snart vil stå med en lang venteliste. Uden vi overhovedet har nævnt tiltaget nogen steder, har vi fået henvendelser nok til tre hold, fortæller Bettina Karlsen, der håber, at amtet med tiden finder penge til flere hold. Formelt har amtets sygesikring ikke godkendt ridehallen i Hornum til formålet. Men det er kun en formalitet, vurderer Bettina Karlsen. - Stedet er perfekt og meget handicapvenligt, understreger hun. Hornum Rideklubs formand Jens Orla Nielsen har det fint med, at hans klub nu kan betale lidt tilbage på den kontante støtte, som klubben fik fra landsbypuljen, da hal 2 blev bygget i Hornum sidste år. - Vi er glade for at tilbuddet falder hos os, og det er jo en gruppe, det ellers kan være lidt svært at nå. Klubben bliver også praktisk involveret og stiller blandt andet hjælpende "bagryttere" til rådighed under ridetimerne.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...