Fysisk velvære falder ikke ned fra himlen

28-årige Marianne Gilbak har indrettet et center med personlig træning

Kursisten Morten Boelskifte Hansen (28 år) fra Aalborg er her i gang med én af de krævende øvelser og får samtidig kyndig vejledning af Marianne Gilbak. Foto: Michael Bygballe
Kursisten Morten Boelskifte Hansen (28 år) fra Aalborg er her i gang med én af de krævende øvelser og får samtidig kyndig vejledning af Marianne Gilbak. Foto: Michael Bygballe Michael Bygballe

Man må lide for skønheden og det fysiske velvære.

Det er nemlig bare ikke noget, der falder ned fra himlen helt af sig selv.

Og selv om man siger, at skønhed ganske vist kommer indefra, så skal der alligevel også knokles pænt for sagen, hvis den ydre skønhed også skal følge trop.

Nogenlunde sådan lyder opskriften på fysisk velvære og det at være i god form.

Og hvis man ellers følger opskriften, så er succesen så godt som hjemme.

Den 28-årige Marianne Gilbak, Aalborg, ved, hvad hun snakker om, og det bliver ikke bare ved snakken, for hun fører også de gode ideer og intentioner ud i livet.

Med uforfærdet gå på mod og stålsat iværksættervilje har hun nu fået fod under eget bord og etableret sit eget træningscenter.

Hun er en kvinde med ben i næsen og sætter tæring efter næring og har derfor indrettet sit træningscenter i nogle absolut ikke prangende - men derimod særdeles velegnede - lokaler på Hjulmagervej 19 i Aalborg, som hun selv har istandsat med hjælp fra familie og venner.

Det første af slagsen

Marianne Gilbak har etableret et såkaldt PT-center, og det er kort og godt ensbetydende med et træningscenter, hvor der er 100 procent fokus på at give personlig træning til den enkelte klient.

Den kvindelige træner og coach har meget bevidst prioriteret sin økonomiske investering på den måde, at hun har valgt at bruge sine midler på topmoderne og funktionelt fysisk udstyr til sit personlige træningscenter fremfor at investere i en fancy facade og lokaler.

Marianne Gilbak siger til NORDJYSKE, at hun har fået en rigtig god og positiv modtagelse hos interesserede kunder.

- Mit PT-center er mig bekendt det første af slagsen her i Nordjylland, og det er naturligvis også med til at skærpe interessen.

Hun siger videre, at der helt generelt er mega stor fokus blandt både mænd og kvinder i alle aldersgrupper på træning og kostvaner.

- Jeg tilbyder ikke blot fysisk træning, men jeg går også ind og lægger en kostplan sammen med den enkelte klient.

- Fysisk træning kan nemlig ikke stå alene, hvis målet er at komme i bedre fysisk form og samtidig opnå et kontrolleret vægttab, der også holder på sigt, påpeger Marianne Gilbak.

Bliver ikke overbegloet

Hun oplyser videre, at hun på nuværende tidspunkt har ca. 20 klienter i aldersgruppen fra ca. 25 til ca. 50 år, og lidt over halvdelen er kvinder.

Marianne Gilbak tilbyder bl.a. tre træningsforløb, der alle er af 10 ugers varighed.

Som et eksempel nævner hun, at et lille forløb med 10 personlige træningstimer koster 5800 kroner.

- Det er vigtigt for mig at understrege, at al personlig træning foregår i træningscentret, hvor jeg er alene sammen med klienten.

- Det giver en eksklusiv oplevelse for kunden, og vedkommende får dermed en tryghed i træningen uden forstyrrende elementer og uden risiko for f.eks. at blive overbegloet af andre kursister, understreger hun.

Marianne Gilbak har en bachelor i idræt fra Aalborg Universitet samt diverse uddannelser indenfor træning, kostvejledning og personlig coaching.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden