G for Gunnar

Henning G. Jensen, borgmester i Aalborg Kommune, fylder torsdag 60 år. Fødselsdagen fejres med en reception i morgen i Aalborg Lufthavn kl. 14-17.

Henning G. Jensen fylder torsdag 60 år.Arkivfoto: Claus Søndberg

Henning G. Jensen fylder torsdag 60 år.Arkivfoto: Claus Søndberg

Sig navnet Henning G., og nordjyderne fra Hobro til Skagen vil med næsten statsgaranti kunne fortælle, hvem der er tale om. Aalborgs borgmester er en veteran i lokalpolitik med 37 års erfaring i Aalborg Byråd, 16 år som socialrådmand og 11 år som borgmester. Oprindeligt er Henning G. Jensen uddannet skolelærer, men da han i 1982 blev landets yngste rådmand, tog han orlov fra lærergerningen på Tornhøjskolen og kom aldrig tilbage til faget. Interessen for politik er ikke kommet fra fremmede, da Henning G. Jensen er søn af den daværende formand for Socialdemokratiet i Sundby-Hvorup. Borgmesteren, der med kommunesammenlægningen i 2007 kunne kalde sig borgmester i landets tredjestørste kommune, er anerkendt som en god strateg og en særdeles dreven politiker. Han har en elefantastisk hukommelse, når det bl.a. gælder nogle af de tusindvis af mennesker, han har mødt gennem tiderne. Det er med succes lykkes for socialdemokraten med hjemmebane i Nørresundby at få etableret et bredt samarbejde i byrådet, hvor alle partier ikke sjældent er med i budgetforligene. Kommunens førstemand har dog også modtaget kritik af sin stil, der af og til opleves som skolemesteragtig af byrådskollegerne. Ved det seneste valg fik borgmesteren godt 8000 stemmer, hvilket var et drastisk fald i forhold til valget i 2005, hvor han fik 13.650 stemmer. En af årsagerne kan være sagen om salget af Østre Havn. Her blev Henning G. Jensen kritiseret for at have solgt arealet for billigt. Senest har Konkurrencerådet sagt, at salget var fuldt lovligt, men samtidigt udtrykt kritik. Formandsposten i havnen er blot en af mange bestyrelseskasketter, som Henning G. Jensen udfylder. Kommunen førstemand er bl.a. også formand for Aalborg Lufthavn. Personligt er Henning G. Jensen er en meget temperamentsfuld herre, hvilket bl.a. pressen og byrådskolleger oplever, men borgmesteren har også meget humor og lune, som han ikke sparer på. Når man taler med Henning G. Jensen, falder snakken ikke sjældent på de lokale sportsresultater, som borgmesteren altid følger meget interesseret, uanset om det drejer sig om superligaholdet fra AaB eller Lindholm IF's hold i Danmarksserien. Henning G. Jensen er gift med Birgit, og de har børnene Peter og Lene samt tre børnebørn.