Göran Persson frygter sofavælgere

Mange svenske vælgere har ikke besluttet sig endnu

Lokalpolitik 14. september 2002 08:00

STOCKHOLM: Sofavælgerne er Sveriges statsminister, Göran Persson's største bekymring forud for Riksdagsvalget i morgen. Målinger viser, at mange socialdemokratiske sympatisører endnu ikke har besluttet sig for at stemme, og det kan skabe vanskeligheder for hans parti. Derimod tror han ikke, at indvandringspolitikken vil få den store betydning for valgets udfald. Det siger Göran Persson forud for Riksdagsvalget. Selv om borgerlige partier har forsøgt at få invandringspolitikken ind i valgkampen, er det endnu ikke lykkedes. Et enkelt forslag om sprogtest for indvandrere, som ønsker svensk statsborgerskab, har givet det liberale Folkpartiet øget vælgerstøtte. Men en debat om indvandrere som i Danmark og Norge har Sverige hidtil undgået i den igangværende valgkamp. Indvandring ikke til debat - Ingen etablerede svenske partier er parate til at spille på fremmedfjendtlighed eller asylstop. Det vil føre til politisk isolation i den svenske Riksdag. Derfor kommer integrations- og indvandringsspørgsmål næppe til at afgøre valget, siger statsminister Göran Persson. Trods tilbagegang i meningsmålinger for hans socialdemokrati i de seneste par uger er han ved godt mod og tror, han får fornyet sit mandat i endnu fire år. - Vi har i Sverige en bremse der, siger statsministeren med alvor i stemmen, men uden at nævne, endsige komme med antydninger til udviklingen i Danmark og Norge, hvor højrepartierne Dansk Folkeparti og Fremskrittspartiet har fundet sig tilsyneladende gode samarbejdspartnere blandt etablerede borgerlige partier. - Der er enkelte medlemmer af borgerlige borgerlige partier, som under valgkampen har været ude med spagfærdige krav om begrænsning af indvandrere, som lever af socialhjælp, eller krav om visse sprogkundskaber for at blive i Sverige. Men det er marginalt, understreger Göran Persson. Svenske mediers "forsigtige" behandling af indvandring og integration og eventuelle begrænsninger heraf er en anden årsag til, at problematikken næppe får den store betydning i valgkampen. I Sverige går debatten i en anden retning, mener han. Igen udtrykker Göran Persson sig med stor diplomati og uden antydning af kritik af andre landes medier. - Det er klart, at der ude i folkedybet findes holdninger, som vi har set og hørt om i andre lande.. Men jeg tror ikke, det er muligt at udnytte det politisk, siger han og ser straks en mulighed for at understrege, at klassiske socialdemokratiske programpunkter kan forhindre fremmedfjendtlighed og stække den yderste nationalistiske højrefløj. Fransk fælde Göran Persson og hans socialdemokrati vil forhindre en "fransk situation", hvor mange er blevet så dårligt stillede, at fremtiden er mistrøstig og derfor har vendt deres vrede mod indvandrere og fremmede, der får skylden for ulykkerne, og derefter stemmer på højreekstremisten Le Pen og hans Nationalfront. Det skal forhindres, og der er kun en vej for den svenske statsminister. - Fuld beskæftigelse, retfærdig fordeling af goderne, en god uddannelse og en ordentlig bolig er løsningen og holder sådanne holdninger tilbage, siger Göran Persson med overbevisning i stemmen. Han er tydeligvis ikke i tvivl om, at han har - og får - ret. Men det betyder ikke, at han vil åbne op for uhindret indvandring af arbejdskraft, som flere borgerlige partier har krævet under valgkampen. Det mener Persson ikke, at Sverige har behov for i øjeblikket. Arbejdsløsheden blandt indvandrere er stadig stor, og den reserve skal først udnyttes, inden han vil åbne op for indvandring udefra. I den kommende mandatperiode, hvis han fortsætter som statsminister, er harn parat til at anvende EU's overgangsregel til over en syvårig periode at begrænse indvandring af arbejdskraft - også fra nye medlemslande, hvis der opstår problemer for det svenske velfærdssystem. - Det sker dog næppe. Når polakkerne og balterne kommer med, sker der hurtige fremskridt. Folk kommer til at tro på en bedre fremtid og bliver hjemme i deres lande, siger han. Op af sofaen I foråret og hen over sommeren så valget ud til at blive en ren ekspeditionssag for socialdemokraterne og den svenske venstrefløj med en ren paradesejr over de borgerlige partier. Godt 55 procent til venstrefløjen og knap 45 til højrefløjen var stillingen i meningsmålingerne i juni. Men i de seneste uger har de borgerlige partier gjort en god figur og halet ind, så der nu er så godt som dødt løb mellem de to blokke. Det er især socialdemokraterne, som har tabt terræn i der politiske landskab de seneste uger. Fra næsten 44 procent til mellem 36 og 38 procent i meningsmålinger offentliggjort fredag. - Vi har mistet mange vælgere til sofaen, da mange troede, at valget bare skulle overstås. Det advarede jeg imod af frygt for, at vi ville komme i vanskeligheder. Samtidig har de borgerlige partier fået deres vælgere op af sofaen og mobiliseret dem i takt med, at de ser en mulighed for at vinde, vurderer Göran Persson. Mærkesager For Persson er kampplanen klar. Socialdemokraterne skal med fornyet kraft satse på sine mærkesager som bedre undervisning, bedre omsorg for ældre og handicappede, øget beskæftigelse, et bedre sundhedsvæsen og mere retfærdighed. Göran Persson mener desuden, at de mange meningsmålinger skal tages med et gran salt. Han peger på, at der historisk har været stor stabilitet mellem blokkene. Den borgerlige har cirka 45 procent bag sig, mens venstrefløjen har cirka 55 procent, og han ser ingen tegn på, at nogen ændring er på vej i den fordeling. - Det, vi socialdemokrater skal arbejde for, er at få så stor en del af de 55 procent som muligt, siger han og håber på omkring 40 procent. Set i et historisk lys er det ikke nogen umulig opgave. Ved tidligere valg har socialdemokraterne i de sidste dage op til et valg været i stand til at vinde mange stemmer. Dog har flere svenske valgforskere peget på, at der er tegn på, at de svenske vælgere er mindre tro mod deres partier end tidligere. Holder fast i værdier At det overhovedet er lykkedes de svenske socialdemokrater - i modsætning til deres danske og norske søsterpartier - at bevare omkring 40 procent af vælgerne bag sig, tror Göran Persson skyldes "stor kontinuitet" i det svenske socialdemokrati. - Vi er meget omhyggelige med at bevare kontinuiteten i vore argumenter og mål. Han mener, at mange socialdemokratier har begået en stor fejl ved at tro, at "modernisering betyder at skippe de gamle". Hvem Persson vil arbejde samme med efter valget, vil han ikke ud med. Under valgkampen har han forsigtigt luftet muligheden for et samarbejde med de to midterste borgerlige partier, det liberale Folkepartiet og Centern. Men begge partier har hidtil skarpt afvist noget samarbejde med socialdemokraterne. Persson vil heller ikke love noget om, hvornår Sverige kommer med i euroen. Men han forudser, at det kan ske i løbet af den kommende mandatperiode. - En mulig og realisabel plan er en afstemning en gang i 2003, og hvis det bliver et ja, kan euro-mønter og -sedler være i omløb i Sverige 1. januar 2006, har han erklæret flere gange under valgkampen /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...