G20: Afgørende at undgå kollaps i Afghanistan

Vi kan ikke se til, mens 40 millioner mennesker ryger ud i kaos, siger Merkel på G20-møde om Afghanistan.

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

TOPSHOT-AFGHANISTAN-CONFLICT Medarbejdere på et rehabiliteringscenter, der drives af den Internationale Røde Kors Komité (ICRC), hjælper et medlem af Taliban i den afghanske hovedstad, Kabul. Han siger, at han mistede sit ben under et tidligere amerikansk luftangreb. Den humanitære hjælp til Afghanistan skal fortsætte, men gå udenom Taliban, lyder det fra blandt andet EU. (Arkivfoto) Bulent Kilic/Ritzau Scanpix

ROM:Der skal gribes ind for at stoppe den humanitære krise, Afghanistan står overfor, og forhindre et økonomisk kollaps i landet.

Det er lederne fra G20-landene enige om, lyder det efter et topmøde tirsdag.

- Det kan ikke være det internationale samfunds mål at se til, mens 40 millioner mennesker ryger ud i kaos, fordi der ikke kan leveres elektricitet, og det finansielle system ikke er der, siger Tysklands afgående forbundskansler, Angela Merkel.

- Ingen af os har noget at vinde ved, at hele det monetære system eller finanssystem kollapser i Afghanistan, for så kan der heller ikke leveres humanitær hjælp, siger hun efter mødet.

Merkel bekræfter et tidligere tysk løfte om at give 600 millioner euro til landet.

EU's kommissionsformand, Ursula von der Leyen, lover en milliard euro til Afghanistan på mødet. Beløbet skal bruges til "at undgå et større humanitært og socioøkonomisk kollaps", siger hun.

Pengene skal gives via hjælpeorganisationer - og ikke gennem Taliban-styret, tilføjer von der Leyen.

I forvejen har EU lovet 300 millioner euro til Afghanistan. Dertil kommer penge til de nabolande, der har taget imod afghanske flygtninge.

G20-landene giver FN til opgave at koordinere den humanitære hjælp, siger topmødets vært, den italienske premierminister, Mario Draghi. Derfor er det afgørende, at FN fortsat har adgang.

Der er enighed på topmødet om, at Afghanistans ledere må overholde menneskerettighederne og især være opmærksomme på kvinders rettigheder. Landet må heller ikke blive et helle for terrorister.

- Vi må ikke komme til det punkt, hvor vi var for 20 år siden, understreger Draghi.

Han tilføjer, at G20-lederne ikke ser tegn på, at Taliban har forbedret sig på det menneskeretlige område.

G20-landene har kontakt med det nye afghanske styre, men det betyder ikke, at de anerkender det, understreger han.

- Det er meget svært at se, hvordan man kan hjælpe det afghanske folk uden at involvere Taliban, siger Draghi.

G20-landene er verdens 20 rigeste lande. Ved tirsdagens møde var enkelte ledere fraværende, heriblandt Ruslands præsident, Vladimir Putin, og Kinas præsident, Xi Jinping.

Mødet blev holdt via video.

/ritzau/dpa

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.