Udland

G20 vil presse Tyskland til vækstpakke

Lande med sunde finanser som Tyskland og Canada kan komme under pres for at stimulere økonomien.

G20 vil presse Tyskland til vækstpakke

Tyskland kan komme under pres fra de øvrige lande i G20-gruppen for at øge forbruget og dermed stimulere den økonomiske vækst i Europa. Det siger en asiatisk G20-embedsmand til nyhedsbureauet Reuters.

Embedsmanden, der udtaler sig anonymt, fremhæver Tysklands rolle som det økonomiske maskinrum for den problemfyldte eurozone. Canada nævnes som et andet land med "finansiel kapacitet" til at øge forbruget.

- Lande med solide finanser vil blive opfordret til at sætte gang i økonomien på G20-mødet, siger han og fremhæver Tyskland og Canada som de to mest oplagte til at sparke gang i den økonomiske vækst.

Lederne fra G20-landene mødes den 18. og 19. juni i Mexico. Tyskland, der er supermagten blandt de 17 eurolande, er under stigende pres for at prioritere økonomisk vækst højere end nedskæringer.

Kritikere af den hårde tyske linje mener, at de skrappe krav til de sydeuropæiske eurolande kan forværre den økonomiske udvikling i eurozonen.

Tirsdag holder finansministrene fra G7-landene et telefonmøde om Europas økonomiske krise og udsigterne for den spanske banksektor. Der er stigende bekymring for, at nogle af de spanske banker ikke er stand til at overleve uden statshjælp.

/ritzau/Reuters