Gå af, minister

BESKÆFTIGELSE:Gå af, Inger Støjberg. Det er mig fuldstændigt ufatteligt, at vi har en beskæftigelsesminister, der har så lidt empati for og så lidt indsigt i en ganske almindelige lønmodtageres forhold på arbejdsmarkedet. Senest ser jeg hende på TV 2 News kommentere Harald Børstings udmelding om, "at en murer, der i dag er 25 år gammel, ikke kan holde til det arbejde, indtil han bliver godt 70 år". Støjberg kommenterer en sådan melding med, at så må mureren jo arbejde et antal år som murer og så går over til en beskæftigelse i et byggemarked, her er der jo også behov for hans kvalifikationer". Murerarbejde i dag er som hovedregel akkordarbejde, og indtægten ligger for manges vedkommende herefter. Den indtægt ligger til grund for den måde, mureren og hans familie vælger at leve og bo for, og sådan er det vel for de fleste danskere, og temmelig sikkert også for en beskæftigelsesminister og øvrige ministre. Efter 20 år som murer siger arme og ryg muligvis stop, og han kan så få sig et arbejde i et byggemarked. En ting er i hvert fald helt sikkert, der er ikke ret mange murere i beskæftigelse i dag, der er 70 år. Lønnen i et byggemarked er som hovedregel væsentlig mindre end en murerløn. En konsekvens heraf er, at mureren og hans familie må skrue voldsomt ned på deres måde at leve på, og det synes Støjberg sikkert er helt ok, men hun og andre ministre er jo også sikret både her og der med de pensioner, de går af med. Gå af nu, Inger Støjberg, inden din fremtidige ministerpension når at blive en belastning for den ganske almindelige, hårdtarbejdende dansker.

Forsiden