Gå en tur med de kendte

Ny projekt i Skagen Helse skal øge livskvalitet og sundhed

SKAGEN:En række kendte mennesker vil fem gange i sommerens løb gå eller cykle i spidsen for nogle spændende ture, der giver både motion og gode oplevelser. Bag idéen står Sund By Skagen og den lokale Frede Jensen fra Nordjyllands Statsskovdistrikt. - Vi var 18 på et kreativt udviklingsmøde på Skagen Odde Naturcenter, hvor alle skulle bidrage med mindst én god idé. Frede Jensen kom med idéen om sommerture i Skagen i bevægelse. Det er også med til at sætte skub i planerne om at gøre Skagen Helse til det tredje erhvervsben, fortæller sundhedskoordinator Edith Mørup. - Statsskoven er i bevægelse og er blevet mere serviceydende og vil meget gerne have flere mennesker ud i skovene. Det er livskvalitet og sundhed. Jeg synes, at vi skal have flere mennesker ud i naturen, mennesker som ikke plejer at komme der. Det giver kendskab til skoven og giver derfor mere lyst til at beskytte naturen, og samtidig giver det motion, fortæller Frede Jensen. Sommerens fem ture indledes søndag 27. juni med en familietur med Hans-Georg Møller og Kirsten Vaupel i spidsen klokken 10 fra p-pladsen ved Den Tilsandede Kirke. Tirsdag 8. juli ledes cykelturen af forskningsminister Helge Sander. Onsdag 21. juli er der krydderurtetur i selskab med Edith Molkte-Leth og Henrik Leslye. Peter Qvortrup Geisling leder tur 27. juli, og Marianne Mortensen 29. juli.