Gå i dialog

Folketingsmedlem Ib Poulsen (DF) stiller (28.1.) en række spørgsmål til mig om den kommende akutlægehelikopter.

Redningsvæsen 1. februar 2011 05:00

Ib Poulsen problematiserer placeringen i Karup. Ligesom Ib Poulsen mener, at regionerne i stedet burde have indgået en aftale med Forsvaret om brugen af deres eftersøgnings- og redningshelikoptere (SAR-beredskabet). Det er gode og samfundsøkonomisk relevante spørgsmål, Ib Poulsen stiller, men jeg synes, at han skulle stille dem til sine egne partifæller. For beslutningen om indførelsen af akutlægehelikopterne, placeringen i Karup og at det skal være et nyt beredskab fremgår klart og tydeligt af den aftale om den såkaldte "Akutpulje", som Ib Poulsens eget parti, DF, og VK-regeringen har indgået i juni 2010. Så kære Ib Poulsen, jeg er helt enig med dig i, at man skal bruge samfundets fælles penge på den bedste måde, og jeg ser også gerne et fortsat godt samarbejde med forsvarets SAR-beredskab, hvilket vi også har tilkendegivet bl.a. i forhold til betjeningen af f.eks. Læsø. Men jeg synes, du skal gå i en dialog med dine egne partifæller om baggrunden for betingelserne i Akutpuljen, og så kan du jo passende samtidig spørge dem, hvor pengene skal komme fra, hvis akuthelikopteren skal fortsætte efter prøveperioden på et års tid? Og så vil jeg da blot i mit stille sind undre mig over, at DF's folketingsmedlemmer ikke kender til indholdet i de aftaler, som deres eget parti indgår med regeringen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...