Gå ikke glip af Vigelandspark

Som 21-årig, havde jeg fået en studentereksamen og et højskoleophold i bagagen, og inden studiestart skulle verden både mærkes og mønstres.

Det kan måske undre, at valget faldt på Norge. Men en stormfuld og kold januaraften sejlede jeg med den nu hedengangne ”Holger Danske” til Oslo. Til det, jeg i dag vil kalde poesiens land. En af de største kunstneriske oplevelser var første møde med Vigelandsparken. Med et spejlreflekskamera dinglende på maven, indkøbt for den første løn, entrede jeg, sammen med en veninde, den smukke park. Vigelandsparken er en del af Frognerparken, som ligger midt i Oslo. Parken er skabt af billedhuggeren Gustav Vigeland (1869-1943), som arbejdede i ca. 40 år på at skabe det helstøbte parkanlæg, som først stod færdigt efter hans død, omkring 1950. Udover skulpturparken kan Gustav Vigelands atelier beses, under navnet Vigelands-museet, som også er en del af Frognerparken. Atelieret blev åbnet for publikum i 1947, og indeholder måske verdens største samling, af en enkelt kunstners arbejder. Vigeland efterlod her 1600 skulpturer, de fleste udformet i ler og gips, hvoraf ca. halvparten er skitser, endvidere 12.000 tegninger udover skitsebøger og notesbøger samt 420 træsnit. Vigelands koncentration og arbejdsevne var med andre ord kolossal, og han levede med årene mere og mere isoleret med sit kunstneriske arbejde. Hans bibliotek vidner dog om en bred interesse for især kunst og litteratur. Selve Vigelandsparken er skabt omkring en lang akse på 850 meter, hvor de 212 skulpturer er samlet i fem enheder. De fem enheder er henholdsvis Hovedportalen i granit og smedejern, dernæst den 100 meter lange Bro med 58 bronzeskulpturer omkring, forestillende børn, kvinder og mænd, dernæst Fontænen, Monolitten og Livshjulet. Omkring Fontænen er der 20 trægrupper. Under træernes kroner udfolder menneskers liv sig i drøm og vågen tilstand, fra vugge til grav. Det enkelte menneskes tilmålte tid på jorden, er en del af et evigt kredsløb. Efter trægruppen med et skelet, følger en trægruppe fuld af nye menneskebørn. Monolitten er en 17 meter høj skulptur i granit, som det tog tre stenhuggere 14 år at skabe. Monolitten forestiller mennesker i alle aldre, som i skiftevis fortvivlelse, frygt og håb, kravler op mod himlen, og ses af mange som symbol på menneskets stræben efter det guddommelige. Andre taler ligefrem om en opstandelsesvision. Livshjulet, som er den sidste skulptur langs aksen, kredser om livets stadier fra foster til olding. Mænd, kvinder og børn holder i og om hinanden, i et evigt kredsløb, og symboliserer dermed evigheden. Vigelandsparken er med andre ord, en billedhuggers refleksioner over menneskets vandring fra fødsel til død, gennem glæde og sorg, gennem drøm, fantasi, håb og længsler. De to skulpturer som gjorde stærkest indtryk, var Monolitten med de opadstræbende mennesker, og en anden granitskulptur, forestillende en pigegruppe, hvor de forreste smilede mest naturligt, og smilet alt efter hvor langt man var bag i rækken, blev mere og mere anstrengt. Men hvem var denne Vigeland egentlig? Gustav Vigeland blev født i Mandalen. Slægten havde i generationer været landmænd, men faderen blev snedker med eget værksted. Hjemmet var præget af en pietistisk gudfrygtighed, som kostede faderen mange grublerier. Vigeland viste allerede som dreng evner inden for træskæring, og kommer som 15-årig i lære som træskærer i Oslo. Om aftenen går han på Tegneskolen. Faderen dør dog, så Vigeland må rejse hjem til Mandalen, og hjælpe med at forsørge familien. To år efter er han tilbage i Oslo, men kan ikke få arbejde som træskærer, og må leve næsten på sultegrænsen. Han opsøger dog billedhugger Brynjulv Bergslien med en stak tegninger under armen, og denne ser straks hans talent, og finder støtter blandt byens velstående borgere, til at give ham en beskeden understøttelse. Samme år, 1889 debuterer Vigeland på Statens Høstutstilling i Oslo, med skulpturgruppen Hagar og Ismael, og han begynder nu at arbejde i Mathias Skeibroks atelier. Vigeland kan dog ikke finde inspiration nok i den hjemlige naturalisme, og via stipendier, rejser han senere til København, Berlin, Firenze og Paris og studerer. De største forbilleder bliver Bertel Thorvaldsen og i særdeleshed Auguste Rodin, som især er slående, når man besøger hans museum i Paris. Ja, så hvem var Vigeland? En vidtskuende, veluddannet mand, med en baggrund i både det jordnære og det religiøse, og som opnår status som kunstner i mesterklasse. Så står man over for en tur til Oslo, som mange nordjyske rejsearrangører agiterer for – så undlad ikke Vigelandsparken! MARIA STENSGÅRD POULSEN, cand.pæd. i billedkunst 1992. Sidefag i dansk, AAU 2008. Censor ved lærer- og pædagoguddannelsen i Danmark i billedkunst. Anm. ved www.kulturkapellet.dk. Medl. af Nordjyllands Kunstnerværksted.