Gå ikke i turistfælden

"The tourist"

Kanalerne bugter sig gennem Venedigs underfulde gader, Jolies diamantøreringe tindrer i måneskinnet, og violinerne gør ved Gud, hvad de kan, men det ændrer ikke på, at jeg har svært ved at sige noget godt om "The tourist". For selv den kære Johnny Depp giver op i denne film. Angelina Jolie fik som bekendt en Oscar i 1999 for "Girl interrupted" hvor hun spillede rollen som den manipulerende og ustabile Lisa, der er spærret inde på en institution for unge kvinder med psykiske problemer. I årene efter gjorde hun med stor overbevisning computerspillet "Tomb raider" til virkelighed i rollen som det imponerende stykke kvindfolk, Lara Croft. Det var dengang, fristes man til at sige. I "The tourist" spiller Jolie slet ikke skuespil. Det lykkes for hende nærmest ikke at bevæge en ansigtsmuskel med undtagelse af de tre til fem gange, hvor hun smiler. Resten af filmen ser man hende gå en fuldstændig statisk catwalk (en Colleen Atwood-kollektion) med det, der ligner et stivnet porcelænsdukkeansigt med trutmund, mens hun leverer replikker, der lyder lidt som oplæsning fra en tv-manual. Gennem en film, hvor hun må dukke sig for skud og er offer for kurtiseren fra en - omend ret tam Johnny Depp, så dog stadig Johnny Depp, fornemmer man hverken overraskelse, glæde eller frygt på den anden side af lærredet. Er det, fordi Jolie spiller en lidt uimponeret, velholdt britisk kvinde, der maksimalt ville nedlade sig til at løfte det kvarte af et øjenbryn, hvis verden styrtede sammen omkring hende? Måske, men i så fald gør hun det stadig ikke med spor overbevisning. Så er der Depp. Yes, tænker man, da han dukker op i sin første scene. Filmen er reddet. Men det er den ikke. Den vanvittige, temperamentsfulde og ofte lettere berusede eller anderledes medicinsk påvirkede Johnny Depp-maskine er helt ukendelig i "The tourist". Han lægger sig op ad Jolies spillestil med indstuderet replikoplæsning og ikke skyggen af nerve i rollen som førsteelskeren. Samspillet er heller ikke noget at skrive hjem om, for efter cirka tyve minutters scener med duoen Depp og Jolie, hvor strygergruppen virkelig kæmper for at bygge op til det første store klimaks i filmen, kommer det fuldstændigt bag på én, fordi man endnu ikke har set tegn på, at de to hovedroller rent faktisk er tiltrukket af hinanden. Det store øjeblik er nærmest komisk med de voksdukkeagtige skuespillere og violinerne, der filer løs i baggrunden. Florian Henckel von Donnersmarck er instruktøren, som mange husker for "De andres liv", som vandt både Oscar, Robert og Bodil samt et utal af andre filmpriser i 2007. Så hvordan han kan stå bag både instruktion og manuskript virker underligt og lidt trist. Og her kommer vi så frem til handlingen. Elise Clifton-Ward (Jolie)bliver skygget af Scotland Yard, fordi hun er gift med en uimodståelig slyngel på flugt. Den bortrejste ægtemand Alexander Pearce har stjålet to millioner dollar fra gangsteren Shaw (Steven Berkoff), og nu går den vilde jagt over Venedigs kanaler. Elise prøver at få gangsterne til at tro, at Frank Tupelo (Johnny Depp) - en fremmed, hun møder i toget - er Alexander Pearce, og så går jagten også ind på ham. Manuskriptet er finurligt på den lidt forkerte måde. Hvilken genre er vi i - en thriller, en romantisk komedie eller noget helt tredje. Umiddelbart virker det, som om filmen vil være både de to første genrer og så også noget tredje, ubestemmeligt. Om det for eksempel er Johnny Depps timing, der er dårlig, eller om manuskriptet bare ikke virker, er svært at sige, når Depp reciterer et par Hugh Grant-agtige vittigheder à la "Bon Jovi" i stedet for "buon giorno". En thriller bliver den heller aldrig rigtigt, for den er ikke uhyggelig eller spændende - hverken psykologisk eller på andre måder. Man kan undre sig over, at en masse talentfulde mennesker vil lægge navn til en film som denne. Sophie Preisler Nørgaard sn15@nordjyske.dk "The tourist" USA 2011 Instruktion: Florian Henckel von Donnersmarck Manuskript: Florian Henckel von Donnersmarck, Christopher McQuarrie og Julian Fellowes Foto: John Seale Klip: Joe Hutshing ogPatricia Rommel Musik: James Newton Howard 1 time og 43 minutter Tilladt fra 11 år Danmarkspremiere