Gåde om unge ledige søges løst

Nyt spørgeskema skal give forklaring på hvorfor arbejdsløsheden blandt Vesthimmerlands unge er betydeligt større end forventet

Lokalpolitik 25. februar 2011 06:50

Hvordan kan det være, at der er så uforholdsmæssigt mange unge, der er ledige i Vesthimmerland, at ungdomsarbejdsløsheden i kommunen er fordoblet på to år? Både politikere og embedsmænd vil meget gerne have svaret. Men da det ikke giver sig selv, er der nu sat en undersøgelse i gang for at finde ud af det. Man kan nemlig langt fra nøjes med at give finanskrisen skylden. Spørger i tre måneder - Det er når vi sammenligner med kommuner, der ligner Vesthimmerland, at vi kan se, at vi har uforholdsmæssigt mange unge på kontanthjælp. En mulighed er, at en del af dem kommer fra nabokommuner og er flyttet hertil. Men nu må vi se, siger formanden for Beskæftigelsesudvalget, Hans Jørgen Kastberg (K). Undersøgelsen foregår på den måde, at jobcenteret siden 17. januar har stillet en række spørgsmål til alle, der beder om at få kontanthjælp. Det bliver man ved med indtil 18. marts, hvor resultatet gøres op. Onsdag tog man dog fat i den første tids tal for at se, om man allerede nu kan blive lidt klogere. - Vi har blandt andet kunnet se, at 32 ud af de 78, som har søgt kontanthjælp i perioden, var unge mellem 19 og 24 år. Et højt tal - men at de søger kontanthjælp er selvfølgelig ikke ensbetydende med, at de også får det, fortæller teamleder på Jobcenter Vesthimmerland, Laila Jensen. Mange rejser til Om en del af årsagen er tilflytning kan ikke siges entydigt. Men der kommer flere unge til Vesthimmerland end der rejser væk. Nettotilflytningen er på 64 unge målt over de sidste to år. - Vi ved også, at der har været nogle, der ikke fik læreplads efter at have gennemført de 20 ugers grundforløb på Erhvervsskolerne. Det har været et landsdækkende problem, nævner Laila Jensen. Et helt andet tal peger dog indad på kommunens beboere. - Undersøgelser viser, at per 1.000 nul- til 17-årige er der 19,2 procent i kommunen, som har været i en forebyggende foranstaltning. Landsgennemsnittet er "kun" 9,5 procent, fortæller teamchefen. At der er en sammenhæng mellem at være socialt stærk og evnen til at gennemføre en uddannelse eller fastholde job, er dokumenteret flere undersøgelser. Analyse gav eftertanke Det er en analyse af de unges ledighed var tidligere på måneden ubehagelig læsning for alle, der har med området at gøre. Beskæftigelsesforvaltningen gjorde op, at ledigheden for de 15 til 29-årige var så godt som fordoblet fra januar 2009 til december 2010. Helt præcist 92 procent flere af arbejdsmarkedets yngste kræfter var blevet ledige på de to år. 331 styk var der af dem inden for kommunegrænsen ved sidste årsskifte. Især de svageste ledige er hårdt ramt. Her er stigningen 130 procent for dem, der ikke umiddelbart kan tage et arbejde på grund af sygdom, manglende kvalifikationer eller lignende. - Vi har sat flere ting i værk for at bringe ledigheden ned. Blandt andet er der nu ansat en koordinator for at øge indsatsen på tværs af forvaltningerne. Hun arbejder blandt andet med en ny ungestrategi, fortæller Laila Jensen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...