Brønderslev

Gågade eller hvad i Algade?

ALGADE:Nu har der efterhånden i flere måneder været ”gågade” i den første del af Algade. Byrådet vedtog, at der måtte være kørende trafik indtil klokken 11 på de fem første hverdage og til kloken ni lørdag og søndag. Efter min mening, at man ikke skal lave regler man ikke kan håndhæve. Hvis disse regler skal efterleves kræver det, at der bliver politikontrol op til flere gange dagligt, hvilket der sikkert ikke er resurser til. Jeg oplevede i lørdags ved 13-tiden, at to mindre børn var ved at blive påkørt af en bil, hvori et yngre par befandt sig. Børnenes mor befandt sig på den ene side af Algade, og børnene legede ved springvandet foran Bog & Ide. De ville så over til moderen, og det kan jo ske i fred og uden fare, hvis reglerne blev efterlevet. Det blev de så ikke i dette tilfælde, og som de heller ikke bliver i utallige andre tilfælde hver eneste dag. Hvis skyld vil det så være hvis der virkelig skete en ulykke? Naturligvis bilisten, der er kørt ind i gaden, men også det byråd, der har vedtaget dette misfoster af en trafikregel, i samråd med de forretningsdrivende, der ikke mener at deres forretning kan eksistere, uden at man kan parkere lige udenfor butikken. At der så tilmed køres for hurtigt efter, at bumpene er fjernet, er helt korrekt. Det er der flere, der har observeret. De fleste, der kører ind i Algade uden for den tilladte tid, er ikke klar over, at det er gågade, har jeg konstateret ved at tale med nogle af dem. Afmærkningen er i orden efter loven. Men i disse tider, hvor der bliver færre og færre, der holder avis og derfor ikke kan orienteres på den måde, skal man være tydelig på andre måde,r og hvis man kommer og skal ind i gaden, er der jo intet, der åbenlyst siger, at her er der gågade. Algade ligner sig selv, som den gjorde for et år siden. Man skulle nok have taget skridtet fuldt ud og etableret en ”rigtig gågade”. Lige et hjertesuk her til sidst. Det kunne være rart, hvis der blev grebet ind over for de mange cyklister, der kører ikke kun i Algade men også i de andre gågader og på fortove, så man ikke er nødt til at have et øje på hver finger for ikke at blive påkørt af en cyklist.