Gågade i Hjørring til under halv pris

Byrådet har valgt projekt for den kommende gågade - prisen bliver kun 14 mio. kr.

Lone Beck
Eu­ro­plan Ar­ki­tek­ter vil slip­pe en “sort snog” i form af en sno­et, as­fal­te­ret sti løs i Hjør­rings kom­men­de gå­ga­de.
Lokalpolitik 1. september 2007 06:00

HJØRRING: Hidtil har man forventet en regning i omegnen af 32 mio. kr. for Hjørrings kommende gågade, men nu ser det ud til at gågaden kan fås til under det halve. Det kom frem på byrådsmødet tirsdag, hvor politikerne skulle vælge imellem tre arkitektforslag til udformning af gågaden. Valget faldt på forslag C fra Europlan Arkitekter, hvis mest markante element er en snoet asfaltsti i hele gågadens længde. Noget af det, der tiltaler politikerne mest ved projektet, er at Østergade hurtigt kommer til at ligne en gågade. - I løbet af en to-treårig periode kan man for tre og en halv million få en klar markering af at nu er man i gang med en gågade, sagde Per Harfeld (V). - Og så er det jo også en fordel at det kun koster 14 mio. kr., tilføjede han. Beskedent ønske - Den beskedenhed vi er i besiddelse af her i Vendsyssel passer godt til forslag C. Havde vi skullet bruge 32 millioner var det nok blevet ramblaen (forslag B). Men C er også et godt og gedigent projekt. Jeg tror det bliver meget, meget flot, når det bliver færdigt og jeg håber vi kan finde pengene, så det ikke bliver et 10-års-projekt, sagde Ole Ørnbøl (S). - Jeg synes nu vi skal være forsigtige med at sige at det kun kommer til at koste 14 millioner. Overslaget er behæftet med relativt stor usikkerhed, står der i sagsfremstillingen. Det kan godt være det bliver smukt, men det kommer til at koste mange penge, indvendte Jørn E. Christiansen (SF). Flisegenbrug - Det må da glæde en SF’er som dig, Jørn E., at vi genanvender fliser andre materialer, mente Ole Ørnbøl. - Næh, jeg ved godt hvordan det kommer til at se ud, når Hjørring Kommune har haft fat i det. Det kommer nok til at se ud som der er penge til, svarede Jørn E. Christiansen. Østergade bliver omdannet til gågade til påske - samtidig med at Metropol åbner. Dvs. at gågadeområdet spærres for biler, men selve renoveringen kommer til at strække sig over nogle år. I 2008 er der afsat 2,4 mio. kr. Dette beløb vil Plan- og miljøudvalget forsøge at få øget til 3,5 mio. kr. i forbindelse med budgetlægningen. Udvalget vil derudover forsøge at få afsat 5,5 mio. kr. i 2009 og 5 mio. kr. i 2010.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...