Går rettens vej for at fåsin mand til Danmark

Den 22-årige Hatice Senol bærer hovedtørklæde, men føler sig alligevel meget dansk. Hendes dansk mangler en sidste efterpolering, og så har hun for fire år siden giftet sig med en tyrk - i Tyrkiet.

Mandag udfordrer hun sammen med to andre herboende udlændinge den danske stat til en juridisk dyst om, hvad der egentlig menes - eller bør menes - med kravet om tilknytning til Danmark for at få lov til at få familiesammenføring. Scenen er Østre Landsrets 12. afdeling. - Vi er triste og spændte, fortæller Hatice i sin lejlighed i Roskilde. - Vi er blevet ramt af den lovændring, der blev gennemført i 2000 og kan ikke få vores ægtefæller her til landet. Når jeg ikke i dag er dansk statsborger skyldes det, at kravene hertil hele tiden er blevet skærpet. Jeg har boet her i otte år og har arbejdet her i seks. - Udlændingeloven er hele tiden blevet ændret, og reglerne for at opnå dansk statsborgerskab strammet. Jeg har arbejdet med rengøring, i et renseri, som pædagogmedhjælper, og nu er jeg på en fabrik, som bl.a. laver reagensglas. - Hvorfor jeg ikke er begyndt på en uddannelse? Fordi den pædagogiske grunduddannelse, jeg gerne ville have, lå for langt væk fra Roskilde. Måske får jeg en chance her i Roskilde, hvor der for nylig er oprettet et lignende kursus. Hatice har svært ved at forestille sig et liv i Tyrkiet i dag. - Hele min familie bor her: far, mor, bror, tanter, onkler, fætre, kusiner - i alt lidt over 50 personer. Jeg har ingen tilknytningspunkt til Tyrkiet. Jeg havde aldrig troet, at jeg ikke kunne få min mand Cebrai her til Danmark. Min kusine var heldigere, hun blev gift på næsten samme tidspunkt som jeg, men fik manden til Danmark inden for en måneds tid og inden lovændringen. Den 27-årige Cebrai er maler. Hun har kendt ham fra barnsben i byen Sivas i Anatolien, ikke langt fra Konya. - Han var vores nabo, jeg skrev og talte i telefon med ham - og til sidst giftede jeg mig af kærlighed til ham. Nu ser jeg ham kun engang imellem, det er forfærdeligt, ikke mindst fordi vi har en dreng sammen. Den toårige mørkblonde dreng har som moderen gråblå øjne. - Han skal vokse op i Danmark, insisterer Hatice. - Jeg må indrømme, at jeg tidligere var mere indadvendt og sjældent talte med fremmede. Det kan måske kaldes "udansk". Men det ændrede sig, da jeg kom ud på det danske arbejdsmarked. Jeg har lært af danskerne, særligt at være åben. Hatices sag føres, ligesom de to andre sager - for en mand fra Elfenbenskysten og en mand fra Nigeria - af advokat Anders Christian Jensen, Roskilde. Synspunktet er, at Udlændingstyrelsen krav om, at en tilknytning til Danmark skal baseres på det etniske, og at man kan nøjes med at tælle år, dvs. hvor mange år den herboende udlændinge har boet i Danmark og i oprindelseslandet, er forkert. Advokaten mener med støtte i udlændingelovens forarbejder, at tilknytningskravet må være baseret på graden af integrering for de pågældende. Hatice understreger, at hun aldrig har ligget det danske samfund til last. - Min far har også altid arbejdet. Han har været i Danmark i 28 år og er buschauffør, min mor er rengøringsassistent. Ingen af den omkring en snes voksne i Hatices familie, der bor i Danmark, er gift med danskere. De har alle fundet ægtefæller i Tyrkiet. - Men de har på nær to alle jobs, de ligger ikke nogen til last, bedyrer hun. Uanset udfaldet af landsrettens dom - som ventes i oktober - bliver den efter alt at dømme anket til Højesteret. Taber udlændingene også her, vil advokat Anders Chr. Jensen måske taget skridtet fuldt ud og indbringe sagen for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg. Den har i en række tidligere sager, bl.a. fra Holland, strakt sig ret vidt, når det gjaldt respekt for familielivet. /ritzau/