Gård er nu statens ejendom

Gårdejer Anders Kristensen Bundgaard fra Østerild er utilfreds med afgørelse i ekspropriationssag.

Ida Smith
Gårdejer Anders Kristensen Bundgaard fra Østerild er utilfreds med afgørelse i ekspropriationssag. Arkivfoto: Peter Mørk
EMNER 1. september 2011 08:54

I tirsdags blev den sidste, store ejendom i testcenterområdet nord for Østerild eksproprieret for at bane vej for de store forsøgsmøller. Det sker med virkning fra i dag. Det drejer sig om Røgildgård med tilhørende jorder. Ejendommen skulle egentlig have været eksproprieret allerede 28. juni, hvor de øvrige ejendomme i området blev eksproprieret. Men ekspropriationskommissionen havde overset, at hvis staten kun overtog stuehuset og cirka 15 hektar, som der var lagt op til, så ville man komme i karambolage med landbrugslovens bestemmelser om, hvor store ejendomme må være. Så ville gårdejer Anders Kristensen Bundgaard, der sammen med sin familie bor på en anden ejendom, nemlig stå tilbage med for meget jord. Brugt ti år Nu er hele ejendommen så blevet eksproprieret i stedet. - De har ikke tilbudt at give det, vi mener at kunne få for ejendommen i en almindelig handel. Og det synes vi jo mindst de burde, samt en erstatning for svie og smerte, for vi har brugt al vores fritid gennem de sidste ti år på at bygge den ejendom op. Og nu bliver vi sparket ud på et grundlag, vi mener er ulovligt, siger Anders Kristensen Bundgaard. Alligevel ender det nok med, at han accepterer prisen, forudsat at en lejeaftale omkring jorden falder på plads, for der er ingen garanti for at få mere ud af det ved at gå videre. Aktivister på gården De aktivister, der forsøger at forhindre skovfældningen, har med tilladelse fra Anders Kristensen Bundgaard haft telte stående ved Røgildgård og har lånt laden. - De generer jo sådan set ingen på ejendommen. Men jeg har forberedt dem på, at de nok skal flytte, når staten overtager gården, fortæller gårdejeren. Ud over at flytte til et andet sted i området forholdt aktivisterne sig ellers i ro i går, hvor politifolk sikrede, at skovfældningen fortsatte som planlagt. Der skal i denne omgang ryddes 17 hektar skov for at gøre plads til møllepladser og pladser til målemaster.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...