Fodboldlandsholdet

Gaardsøe i venteposition

VEDBÆK: I lørdags fejrede han oprykning til Premier League med West Bromwich, men Thomas Gaardsøe kan næppe krone jubelsæsonen med en billet til EM-slutrunden. Det indikerer landstræner Morten Olsen, der afviser at have lagt ord til et citat i nogle medier om, at den tidligere AaB-forsvarer ville få chancen i en af forårets testkampe. - Jeg kan ikke give et sådant løfte. Men jeg glæder mig over, at Thomas Gaardsøe har fået en god debut på landsholdet, og at han i næste ligasæson får mulighed for at måle sig med nogle af de ypperste spillere i verden. - For landsholdet kommer der også en tid efter EM - uden at jeg dermed har sagt, at Thomas Gaardsøe er helt ude af billedet til slutrunden. Men han er oppe mod hårde konkurrenter, siger Morten Olsen med henvisning til de fire midterforsvarere, der figurerer i den aktuelle trup mod Skotland: Martin Laursen, René Henriksen, Per Krøldrup og Per Nielsen. Thomas Gaardsøe debuterede som indhopper i 3-2 sejren over England i november, men har ikke siden været udtaget til landsholdstruppen. abel

Forsiden