Gaardsøe nyder AaB-træningen

AALBORG:Gennem længere tid har Thomas Gaardsøe været en flittig deltager i AaB's træning. - Jeg nyder meget at træne med. Jeg savner miljøet, og AaB'erne har været så flinke at lade mig være med, lyder det fra den 28-årige tidligere AaB-profil, der egentlig stoppede karrieren, da han på grund af lyskeproblemer fik ophævet sin kontrakt med engelske West Bromwich i december 2006. Nu gisnes der blandt AaB-fans om et muligt comeback for Thomas Gaardsøe, der nævnes som en potentiel afløser for Danny Califf i midterforsvaret, men tanken er ifølge ham selv ikke højaktuel. - Foreløbig afventer jeg en afklaring af min forsikringssag i England, som trækker længere ud, end jeg havde håbet. Jeg drømmer om at komme til at spille fodbold igen, men tør ikke sige, om det er realistisk. Lige nu er jeg langt fra noget, der bare minder om kampform. AaB' sportsdirektør Lynge Jakobsen siger, at Thomas Gaardsøe har fået lov til at træne med for at holde sig i form, men at der ikke foreligger en plan for at indlemme ham officielt i truppen. Thomas Gaardsøe spillede 92 kampe for AaB, inden han i 2001 blev solgt til Ipswich. Som karrierens højdepunkt nåede han to landskampe, hvor han som indhopper bidrog til to flotte udesejre, 3-2 over England og 5-1 over Polen, i henholdsvis 2003 og 2004. I den sidste kamp kom han oven i købet på scoringslisten.abel