Naturvidenskab

Gårdspladsen på Knivholt overdækkes

Nu er det slut med koncerter, der bliver skyllet væk af regn på Knivholt

FREDERIKSHAVN:Nu skal det være slut med at frygte det dårlige vejr, når der er koncert på gårdspladsen ved Knivholt. Til maj får arrangørere mulighed for at leje stedet med overdækning og dermed følger en rimelig god vished om, at publikum vil kunne komme tørfodet både til og fra f.eks. en koncert på Knivholt. Det er den tidligere direktør for Nordtryk og bestyrelsesmedlem i Foreningen Knivholt, Vagn Aage Clemmensen, der har skudt 1.3 millioner kroner i teltdugen, der skal dække den 2000 kvadratmeter store gårdsplads. I første omgang står han alene om bestillingen af overdækningen hos Studsgaard, men han har en formodning om, at omkring ti andre interesserede vil være med i projektet. - Planen er, at sæsonen for at afholde koncerter eller andre aktiviteter på gårdspladsen vil blive udvidet. Og det skulle gerne blive til gavn for såvel foreninger og arrangørere som Frederikshavn som helhed, siger Vagn Aage Clemmensen. Han har gennem tiden som bestyrelsesmedlem på Knivholt oplevet, at foreninger har stået tilbage med en særdeles dårlig økonomi på grund af, at et planlagt arrangement på det nærmeste er blevet skyllet væk i regn. Og det er en sådan situation, han nu gerne vil være med til at afhjælpe. - Hvis foreninger med sikkerhed ved, at uanset vejret så kan det lade sig gøre at afvikle et arrangement - det kan være en koncert eller andet - så håber jeg, at mange flere tør springe ud i det. På den måde, tror jeg, at vi kan skabe mere aktivitet i byen ved at åbne op for muligheden for at overdække gårdspladsen, siger Vagn Aage Clemmensen. Samtidig ser han muligheder, der rækker langt ud over Frederikshavns byskilte. - Drømmen er, at Knivholt bliver et større aktiv for byen. En attraktion, der tiltrækker turister og erhvervsliv fra hele landet, og gårdspladsen på sigt vil blive som en magnet, der får flere store kulturelle arrangementer til byen, fortæller Vagn Aage Clemmensen. Økonomisk forventer han og de øvrige kommende investorer i det aktieselskab, der bliver oprettet i forbindelse med at overdækningen bliver en realitet, ikke en guldmine. Ideen er nemlig, at når investeringen er dækket ind, så overgår teltdugen til Knivholt.