Gåsebillerne elsker den varme sommer

Den bedste bekæmpelse er at forebygge

Insekter 28. september 2002 08:00

AALBORG: - Gåsebilleplagen er særlig slem i år. Det er den lange varme og fugtige sommer, som har fået billerne til at formere sig eksplosivt. Det fortæller Hans Sørensen, gartner på Thomsens Planteskole i Skalborg. Det er langtfra kun golfbanen i Blokhus, som er plaget af gåsebillerne. Det samme er mange haveejere. - Det er gåsebillernes larver, som ødelægger græsplænerne. I forårsmånederne lægger gåsebillerne æg, og når larverne i sensommeren er blevet store, æder de græssets rødder, fortæller Hans Sørensen. Det er ikke nogen kemiske bekæmpelsesmidler, der bider på de store blegfede gåsebillelarver, som lever op til 20-30 cm nede i jorden. Men i sommermånederne kan man bekæmpe larverne med nematoder, som er små snyltere, der æder larverne indefra. - Det sker ved at man vander med nematoder, som dermed kommer ned i jorden, forklarer Hans Sørensen. Når nematoderne har dræbt en larve, forlader de kardaveret og søger hen til andre gåsebillelarver. På den måde kan nematoderne langsomt men sikkert formindske gåsebilleplagen. - Det er imidleertid for sent at bekæmpe larverne i år, men de har faktisk også nået at gøre den skade, som de kan nå i år. Nu ligger larverne nede i jorden og venter på foråret, hvor de bliver til voksne gåsebiller, der vil flyve væk for at opsøge en ny plæne at lægge æg i, siger Hans Sørensen. Uheldige haveejere, som har fået deres plæne ødelagt, kan imidlertid stadig nå at så nyt græs. Hvis det lune eftervejr fortsætter, kan græsset på et par uger nå at blive så velvoksent at at det kan overleve vinteren. - Men på lidt længere sigt er den eneste gode løsning at forebygge. Gåsebiller angriber kun græsplæner på sandede jorde, og derfor kan billeplagen forebygges ved at tilføre kompost og muld på plænen. Vi taler ikke om så store mængder, at man skal begynde helt forfra med at anlægge en ny plæne. Gentagne tilførsler af kompost og muld er nok. På den måde får plænejorden mere humus og så vil gåsebillerne opsøge andre jorde, som er tilstrækkeligt sandede, siger Hans Sørensen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...